Formel 4 DK   15/12/21

Mester mod alle odds
Formula 4 DKMads Hoe kørte sig til mesterskabet i både Formel 4 og Formel 5-klasserne efter en sæson med højt tempo og stabil kørsel. Mesteren ser tilbage på en stærk sæson, som slet ikke skulle have været.

Mads Hoe kørte sig til mesterskabet i både Formel 4 og Formel 5-klasserne efter en sæson med højt tempo og stabil kørsel. Mesteren ser tilbage på en stærk sæson, som slet ikke skulle have været:

– Jamen det er egentlig lidt sjovt, for tanken var ikke at jeg skulle køre hele sæsonen. Jeg har haft travlt med studierne, så jeg ville egentlig bare køre udvalgte løb, men efter at jeg ryddede bordet i den første weekend tog vi en ny beslutning, griner Mads Hoe, som i en regnvåd sæsonpremiere tog pole position og tre heatsejre foran de hurtigere Formel 4-biler.

Set i bakspejlet var det en klog beslutning. Østjyden med den gamle Formel 5-bil fortsatte nemlig stilen og præsterede et højt niveau sæsonen igennem. Meget af successen tilskriver Mads Hoe de efterhånden mange sæsoners erfaring med Mygale-raceren:

– Vi har fundet rigtig meget tid i Formel 5-bilen og jeg har lært at udnytte de styrker den har i forhold til Formel 4-bilerne. De er jo lidt hurtigere i svingene og i nedbremsninger på grund af de bredere dæk, men til gengæld har jeg været god ud af svingene. Der var flere episoder i løbet af året, hvor jeg kunne vinde over Formel 4-biler udelukkende fordi jeg kendte bilen som min egen bukselomme.

Køresyg

En enkelt hård weekend blev det også til undervejs. I efterårets afdeling på Ring Djursland dukkede en sygdomsramt Mads Hoe op og kæmpede en brav kamp på banen – men det var tydeligt at han ikke kørte på alle cylindre:

– Det var en virkelig hård weekend. Jeg var hårdt ramt, men omvendt var jeg nødt til at få samlet flest mulige point til mesterskabet. Det var slet ikke sjovt, indrømmer han.

Efter et spin i andet heat var der flatspots på alle fire hjul, og det gjorde heller ikke tingene bedre:

– Kombinationen af feber, kvalme og voldsomme vibrationer fra alle fire hjul gjorde ikke noget godt for mig. Ved nogle hastigheder rystede bilen så meget, at det påvirkede mit syn, og jeg kunne mærke at jeg begyndte at blive køresyg. Det var først da jeg kunne se at der var et okay forspring ned til Jacob Bjerring, at jeg begyndte at slække lidt på gassen for at dæmpe vibrationerne, men det var godt nok en hård omgang, fortæller han.

Starstruck

Blandt de gode oplevelser i sæsonen har især én sat sig fast i hukommelsen – anerkendelse fra en motorsportslegende:

– Efter den første løbsweekend kom Emmo Fittipaldi over til mig med en kasket med hans fars autograf på og sagde, at hans far (Emerson Fittipaldi, F1-verdensmester og Indycar-mester, red.) havde været meget imponeret over min kørsel på banen. Der må jeg indrømme at jeg blev helt mundlam, for det er altså en kører, som selv har været med hvor gassen brænder, siger Mads, og indrømmer at det var lidt specielt at have en legende i ryttergården:

– Jeg var nok lidt starstruck over at have sådan nogle folk med i starten af sæsonen, men både Junior og Senior var virkelig rare mennesker, som jeg er glad for at have lært at kende. Emmo blev også mærkbart bedre for hver eneste weekend, så jeg håber at han kan nå langt med sin karriere.

Bliver voksen

For Mads Hoe markerer dobbelt-mesterskabet også enden på hans aktive karriere. Kloge sportsfolk ved, at man skal stoppe på toppen, men for Mads er det i stor grad fornuften som har vundet:

– Jeg er ved at blive så gammel, at uddannelse og karriere er noget som jeg skal til at prioritere. Flere af de løb, jeg har kørt i år, har været på bekostning af studier og projekter, og i det lange løb er det ikke en holdbar løsning. Jeg kommer til at køre et løb her og der, men min rolle i teamet bliver fremover som teamchef og rådgiver for vores kørere, fortæller han.

Afslutningen på karrieren betyder også, at der er en mesterskabsvindende Formel 5-bil ledig til den rette kører i 2022. Selvom Mads Hoe Motorsport har haft flere kørere til test efter sæsonens afslutning er alle sæder endnu ikke fyldt ud.

– Vi har haft flere dygtige kørere ude at prøve bilen, og jeg satser da på at vi kommer med en håndfuld kørere igen næste år. Lige nu er der stadig muligheder for at blive del af holdet, så det er bare at sige til, griner Mads.

Formel 4 Danmark


Læs mere om:
  • Mads V. Hoe

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde