Super GT Danmark V6   18/10/21

Ole Petersen genvandt titlen i OK Oktan 100 Super GT
Super GT DanmarkChristian Sørensen udfordrede den senere mester gennem hele weekenden
For anden gang i løbsseriens historie lykkedes det en mester at forsvare sin titel i OK Oktan 100 Super GT Danmark. Efter at Michel Nykjær, Næstved, i 2016 og 2017 sikrede sig to mesterskaber i træk, forsvarede Ole Petersen, Tønder, i weekenden sin titel fra sidste år.


På Padborg Park genvandt Ole Petersen titlen i OK Oktan 100 Super GT Danmark.
(Foto: Morten Kimer Hansen)

Sønderjyden var forhåndsfavorit inden Asetek Finaleløbet på Padborg Park, men det var først efter sæsonens næstsidste heat, at Ole Petersen var sikker på en ny titel. Hans værste rival i titelkampen, Christian Sørensen, Aarhus, havde sin bedste løbsweekend i denne sæson og pressede den senere mester til det sidste.

Ole Petersen havde maksimal succesballast i sin bil og blev udfordret i specielt tidtagningerne, mens Christian Sørensen her kørte en anden- og en tredjeplads hjem. I søndagens fire løb sluttede Christian Sørensen det første på andenpladsen efter løbsvinderen Frederik Nymark, Hadsten, som var urørlig, men selv om han derefter vandt dagens tre resterende heats, var dette ikke tilstrækkeligt. Og Ole Petersen kørte bestemt ikke taktisk på Padborg Park. Han fik bl.a. tilkæmpet sig en andenplads i et af de fire løb, men måtte i løbet af søndagen også se sig idømt i alt tre strafbaner for at have været for hård overfor andre kørere i feltet.


Christian Sørensen kørte sin mesterskabschance, men tre løbssejre var ikke tilstrækkeligt.
(Foto: Morten Kimer Hansen)

Casper Pilgaard, Ryomgård, var også stærkt kørende på Padborg Park, og tre top 3-resultater var medvirkende til at sikre ham tredjepladsen i mesterskabet, men gav ham også sammen med Christian Sørensen teammesterskabet. At Casper Pilgaard kunne sikre sig bronzemedaljen, hang også sammen med, at sæsonens store overraskelse, Martin Henckel Mortensen, Hals, havde en resultatmæssigt meget skuffende weekend. Nordjyden kunne dog sikre sig titlen i Am-mesterskabet.

OK Oktan 100 Super GT Danmark
Padborg Park I/S

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Ole Petersen
  • Padborg Park
  • 17/10/21 - Padborg Park - Super GT Danmark V6

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk