GT World Challenge Endurance   11/10/21

Dansk titelsejr i Barcelona: Nicklas Nielsen vinder stort europæisk GT3-mesterskab med Ferrari
Den danske Ferrari-fabrikskører, Nicklas Nielsen, sikrede søndag aften mesterskabstitlen i det prestigefyldte GT World Endurance Championship efter en spændende finale på Formel 1-banen i Barcelona.


(Foto: Stefano Arcari)

Der var kamp til stregen i femte og sidste afdeling af GT World Challenge Europe Endurance Cup, som blev afgjort på Formel 1-banen i Barcelona søndag aften.

Den danske Ferrari-fabrikskører, Nicklas Nielsen, stillede sammen med sine teamkammerater, italienske Alessandro Pier Guidi og franske Côme Ledogar, og resten af Iron Lynx-teamet op til mesterskabsfinalen med en føring på 13 point, og med 25 point til løbsvinderen var alt på bordet.

Hele fire biler var med i kampen om titlen, men efter tre intense timer lykkedes det omsider for danskeren og hans to Ferrari-kolleger at sikre titlen med blot fire point foran rivalerne.


(Foto: Stefano Arcari)

– Det var en nervepirrende afslutning på en fantastisk sæson! Vi var ikke hurtige nok til at kæmpe med om sejren denne weekend, og vi indså hurtigt, at det handlede om at forsvare vores føring og holde os udenfor problemer, for blot en punktering eller et kikset pitstop ville kunne koste os mesterskabet.

Det blev et ret intenst løb, især mod slutningen, hvor der blev sendt en safetycar på banen. Alessandro (Pier Guidi, red.) kæmpede med farten derude, mens vi kunne stå i garagen og håbe på det bedste. En syvendeplads er bestemt ikke vores bedste løbsresultat i denne sæson, men vigtigst af alt var det nok til, at vi sikrede titlen.

Kæmpe tak, og kæmpe tillykke til hele holdet bag Iron Lynx og ikke mindst til Ferrari, lyder det fra Nicklas Nielsen.


(Foto: Stefano Arcari)

Med et mesterskab i hus har det indtil videre været et imponerende motorsportsår for Nicklas Nielsen, som i august både vandt både 24-timersløbet på Spa-Francorchamps og det legendariske 24-timersløb på Le Mans.

Næste opgave for den 24-årige dansker er femte afdeling af FIA World Endurance Championship, som afvikles den 29. til 30. oktober i Bahrain. Også her fører Nielsen mesterskabsstillingen i GT Am-klassen med Ferrari-teamet AF Corse.


(Foto: Stefano Arcari)

Nicklas Nielsen Racing

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Nicklas Nielsen
  • Circuit de Catalunya
  • 10/10/21 - Circuit de Catalunya - GT World Challenge Endurance

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde