DM Rally   30/08/21

Casper Venning efter en hektisk semifinale: - Jeg skal op i gear!
Dækvalg fik betydning for farten i Venning Motorsports rappe Renault Twingo R2


(Foto: specialpress@gmail.com)

For Casper Venning og Kristian Birk blev semifinalen i årets DM-turnering, Au2parts Sydhavsrally, en bedre oplevelse end den forudgående runde i Sydjylland, hvor holdet døjede med alt for varme bremser i Venning Motorsports Renault Twingo R2.


(Foto: specialpress@gmail.com)

I weekendens to dage lange rally på Lolland-Falster sluttede Casper Venning og Kristian Birk mellem 11 andre hold i deres klasse på en femteplads i fredagens sektion og på en sjetteplads i lørdagens ditto.


(Foto: specialpress@gmail.com)

- Jeg er nogenlunde tilfreds med resultatet, men skal op i gear næste gang, fastslog Casper Venning efterfølgende, og bemærkede som mange andre vejrets indflydelse på forløbet. Skiftet mellem tørvejr og regnvejr krævede præcise dækvalg ved servicepauserne på havnen i Nykøbing F., men måtte i nogle tilfælde baseres på gætteri, da forholdene på en rallyprøve mange kilometer væk kunne vise sig at være stik modsat det forventede.


(Foto: specialpress@gmail.com)

- På fredagens tre første prøver havde vi halvbløde dæk på bilen, og før de tre sidste skiftede vi til regnvejrsdæk, så det gik nogenlunde i forhold til de udfordrende kørselsforhold i silende regn og delvis mørke, bemærker Casper Venning, som satte andenhurtigste tid på fredagens fjerde rallyprøve.


(Foto: specialpress@gmail.com)

Ved rallyets restart lørdag var der ni biler tilbage i klassen og Twingo-holdet startede på regndæk i forventning om mere regn. Men vejret skiftede, så hvor der manglede fart på den ottende prøve, gik det stærkt på den tiende prøve, men på rallyets to sidste prøver, bl.a. den 8,4 kilometer lange og pointgivende powerstage, tørrede vejen op, så dækkene blev for varme til at holde fuld gas på Twingo'en.


(Foto: specialpress@gmail.com)

- Vores tidligere problem med overophedede bremser var løst med en komplet udskiftning af bremsesystemet, og det virkede perfekt ligesom Kristian var helt sikker på vores noter, så det var vist bare mig, der skulle tro mere på det. Så til finalen skal jeg op i gear, konstaterede Casper Venning efter semifinalen, der for ham sluttede på en sjetteplads i klassen.


(Foto: specialpress@gmail.com)

- Fredag var vi et par gange lidt på afveje, men ellers gik det fint, og vi kom i mål med en bil uden skrammer. Nu ser vi frem til finalen ved Ikast den 9. oktober, sluttede Casper Venning.

Casper Venning og Venning Motorsport

Morten Dam - autoMOTIV/specialpress


Læs mere om:
  • SydhavsRally
  • 27/08/21 - SydhavsRally - DM Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde