DM Rally   24/08/21

På jagt efter mere guld
Flemming Hansen fører i et DM-opgør for historiske biler i klasse RN9 og i RetroSpeed Historic Rally Cup


Team Suså Motorsport er klar til semifinalen på Lolland-Falster.
(Foto: specialpress@gmail.com)

Har han ikke travlt med at bygge sikkerhedsbure i racerbiler eller med at tune og fintrimme andres mekaniserede hestekræfter på sit rullefelt, får han tid til at sysle med sin historiske rallybil.
Og der har været tid til det sidste, for Flemming Hansens blå og hvide Ford Escort RS2000 står klar til årets næstsidste runde om de danske mesterskaber i rally.
- Bilen er gennemgået og klar til start, fastslår Flemming Hansen, der ser frem til endnu et opgør om point til DM i historisk rally og RetroSpeed Historic Rally Cup.
Det sker i det 477 kilometer lange Au2parts Sydhavsrally på Lolland-Falster fredag og lørdag den 27. og 28. august.
Fredag aften skal der køres seks rallyprøver på Lolland og lørdag fortsættes med yderligere to prøver på Lolland, mens rallyets resterende seks prøver køres på Falster med Nykøbing F. som centrum. Ialt skal der køres 164 kilometer rallyprøver.


Flemming Hansen klarer sig fint med sin veltrimmede Ford Escort RS2000 uanset, om der skal køres på grus eller asfalt. Han kan det der med powersliding.
(Foto: specialpress@gmail.com)

TEAM SUSÅ MOTORSPORT
Flemming Hansen er manden bag Team Suså Motorsport, og en velkendt profil i dansk rallysport.
Han har været aktiv siden 1981. Først i en Ford Escort Mk I 1300 Gruppe 1, som i 1982 blev til en Gruppe 2-tunet bil med 1600 ccm-motor.

SIDESPRING MED SAAB 99
Samme år var han i clinch med de svenske grusspecialister i det skånske Snapphane Rallyt, men udgik.
I vinteren 1982-83 byggede han en Gruppe 2-tunet Escort Mk II 1600 og kørte i de følgende fire år rally i både Danmark, Sverige og Tyskland.
Han har også været aktiv som co-driver og servicemand for andre, før han primo 90'erne satte sig bag rattet i en Saab 99 Turbo og gav den gas på svenske grusveje frem til 2011, da bilen blev solgt til en svensk kører.
Først kørte den som Turbo, og fra 1999 med en potent sugemotor, hvormed han vandt den dansk-svenske rallycup i 2001 og 2002.


I pauserne mellem rallyerne, er Flemming Hansen aktiv i disciplinen rally special; tidligere kaldet rallysprint. Her er han på spring ved ”Ring Stigsnæs“ tidligere i år.
(Foto: specialpress@gmail.com)

MOTORSPORTEN BLEV TIL EN LEVEVEJ
Siden vendte han tilbage til den baghjulstrukne Ford Escort. Denne gang til den Mk II RS2000 som holder klar til aktion i det forestående rally på Lolland-Falster.
- Jeg har altid været glad for at køre i svenske løb med mange grusveje, forklarer Flemming Hansen, der stammer fra Maribo-egnen. I dag har han motorsport som levevej med værksted i Glumsø, hvor han som ASN-godkendt producent bygger sikkerhedsbure til rally-og racerbiler ligesom han har specialiseret sig i at justere og fintune kundebiler.


- Det bliver tæt, for der er kun tre point til forskel på de to hurtigste i klassen, konstaterer Flemming Hansen.
(Foto: specialpress@gmail.com)

GULD, SØLV OG BRONZE
I 2013 vandt Flemming Hansen sit første danske mesterskab og året efter supplerede han guldmedaljen med én i sølv. I 2019 sikrede han sig tillige en medalje i bronze, og nu kører han igen efter en guldmedalje. Han har taget føringen i både RN9-klassen for historiske biler og RetroSpeed-turneringen, men der er flere medaljekandidater: Bo Boddum og Kurt Mejer.
- Bo Boddum er meget vedholdende i sin Opel Kadett GT/E og kun tre point efter mig, så det bliver tæt. Jeg har stor respekt for Bo, så der det gælder om at være skarp straks fra starten i den forestående DM-runde, pointerer Flemming Hansen.
Hans hidtidige co-driver Knud Hansen har meldt forfald, så denne erstattes af Mogens Gotlob i de to sidste DM-rallyer.
- Mogens og jeg har tidligere kørt sammen i Rally Roskilde og vundet en klassesejr, så jeg er optimist med hensyn til det kommende opgør, slutter Flemming Hansen.
Foruden de to resterende DM-runder forventer Flemming Hansen også at stille til start i John Frederiksen Rally Special i Roskilde i september.

Flemming Hansen, Team Suså Motorsport

Morten Dam - autoMOTIV/specialpress


Læs mere om:
  • SydhavsRally
  • 27/08/21 - SydhavsRally - DM Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk