CHGP   12/08/21

Eilertsen gentog triumfen ved CHGP
CHGPDet lykkedes Team Eilertsen Racing at gentage triumfen i Historisk 71 0-1300 klassen ved Copenhagen Historic Grand Prix i 2021.
Holdet fra Espergærde var den forsvarende mester ved løbet, som Henrik Eilertsen vandt i 2019. 2020 var aflyst på grund af COVID-19 situationen, så derfor gik der lidt længere inden han skulle køre på banen nær Bellahøj.


(Foto: JJ Media)

Weekenden startede allerede fredag aften, hvor der blev kørt tidtagning. Her lykkedes det Eilertsen at køre sig til 7. startposition generelt – midt i et felt af meget mere kraftfulde biler, som ellers burde have fartoverskuddet i forhold til den lille blå Ford Escort 1300 GT. Faktisk var der fire sekunder ned til den næste bil i 0-1300 divisionen, hvilket var noget overraskende, da omgangstiden var på omkring 80 sekunder.

En ting er tidtagning, men noget helt andet er løb.

Her skulle det første løb køres midt på eftermiddagen lørdag. Henrik kom rigtig godt af sted, og var fremme på en generel 6. plads, inden et par af de mere kraftfulde biler stille og roligt kom forbi på de resterende omgange. Men sejren blev sikret, med en margin på lige under 6 sekunder til andenpladsen – så konkurrenterne var altså rykket tættere på under løbet.


(Foto: JJ Media)

Herefter fulgte små 18 timers ventetid, inden heat 2 skulle køres søndag, lige før middag. Endnu en gang lykkedes det Eilertsen at lave en forrygende start. Nogle af konkurrenterne lavede ballade i Sving 1, hvor det så gjaldt om at sno sig udenom, og samtidig krydse fingre for at konkurrenterne bagved også nåede at stoppe i tide. Heldigvis gik det godt, og en stor del af løbet blev tilbragt på en generel 5. plads, inden der blandt andre kom en kraftfuld Ford Mustang forbi.

Det blev til en generel 7. plads, og endnu en sejr i 0-1300 divisionen – denne gang med 8 sekunder til andenpladsen.


(Foto: JJ Media)

Vejret havde været lumsk henover weekenden, hvor der flere gange var kommet regnbyger forbi. Det havde 71 klassen heldigvis været forskånet for, indtil hen på søndag eftermiddag, hvor der begyndte at komme flere og flere byger. Heldigvis nåede asfalten at tørre helt op til finaleløbet, da kombinationen af offentlig (afspærret, naturligvis) vej og betonklodser til at afgrænse banen, bliver en endnu mere risikabel kombination, hvis der bliver tilføjet vand.

Henrik skulle igen starte som 7’er, og fik igen en god start, og var oppe på en generel 5. plads. Dommerne mente dog at den var lidt for god, og dømte tyvstart, med dertilhørende strafbane, som tog omkring 3 ekstra sekunder i forhold til en normal ustraffet omgang.

Det vigtige var dog ikke så meget det generelle resultat, men derimod den nærmeste konkurrent i 0-1300 divisionen, som nu lå lige bagved.

Heldigvis lykkedes det Eilertsen at holde hovedet koldt, og køre i mål med et forspring på lidt over 2 sekunder til den nærmeste konkurrent. Tilmed med en ny personligt hurtigste omgang på CHGP banen. Så mottoet ”Old Fords never die – they just get faster” blev til fulde bekræftet.


(Foto: JJ Media)

Det var en kæmpe forløsning, at kunne løfte trofæet, buketten – og ikke mindst det Certina ur, som alle vinderne modtog. Det havde Henrik allerede lovet chefmekaniker Frederik Hansen, såfremt triumfen ville blive gentaget. Så den blev afleveret til ham, inden champagnebadet på podiet startede.

Det var endnu en gang en fornøjelse at deltage i Copenhagen Historic Grand Prix, og ikke mindst se en masse tilskuere være til stede ved løbet.


(Foto: JJ Media)

Den næste opgave for Team Eilertsen Racing bliver højst sandsynligt den historiske weekend på Ring Djursland den 4.-5. september, hvor han er tilbage i Reynard SF84 formel raceren. Der bliver dog også arbejdet på en BMW M3 hjemme i garagen til Special Saloon Car, men det bliver knebent, om den når at blive køreklar til deres næstkommende løb, da det allerede er om halvanden uge på FDM Jyllandsringen.

Team Eilertsen Racing

JJ Media


Læs mere om:
  • Henrik Eilertsen
  • Bellahøj (Gadeløb)
  • 08/08/21 - Bellahøj (Gadeløb) - CHGP

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk