DM Rally   20/05/21

Hvad blev der af ”Guldfuglene”?
Sæson 2021 hænger i en tynd tråd for Rasmus Sørensen og Heidi Knudsen

Efter tre år i træk som guldvindere i R2-klassen byttede Rasmus Sørensen og Heidi Knudsen, Slangerup/Egtved, deres Peugeot 208 R2 ud med en Opel ADAM R2. Men dén bil har bare ikke bidraget til en fortsættelse af den hidtidige succesrate.
Tværtimod!


”Guldfuglene“ svæver over en bakketop på SS2. På den følgende rallyprøve sluttede fartfesten for deres vedkommende med et motorhavari.
(Foto: specialpress@gmail.com)

I første runde af Dansk Super Rally 2021 ved Nysum blev ”guldfuglene“ sat ud af spillet på grund af en teknisk defekt, og det gentog sig i anden runde ved Stoholm. Første gang på grund af en kortslutning og anden gang på grund af et alvorligt motorhavari.
Skaden så alvorlig, at de indtil videre er ude af DM-opgøret.


Rasmus Sørensen og Heidi Knudsen fik ingen point med hjem fra DM 2, men derimod en eksploderet motor. Dermed er de reelt afskåret fra at forsvare deres mesterskab.
(Foto: specialpress@gmail.com)

- På den tredje hastighedsprøve eksploderede motoren i ”Adamen“ på grund af en knækket plejlstang, der efterlod et knytnævnestort hul i motorblokken og samtidigt ødelagde en helt ny starter. Motoren kan ikke reddes, så lige nu, ved jeg ikke, hvordan vi kommer videre, konstaterer Rasmus Sørensen, og tilføjer:
- En ny motor koster 140.000-150.000 kr.!
Det er underforstået en udskrivning, som overstiger hvad ”Rasser“ på stående fod kan magte. Så lige nu er der ingen løsning i sigte.


Plejlstangen i motorens tredje cylinder knækkede lige under stempelskørtet og fyldte bundkarret med stumper af et forvredet krumtapleje og en perforeret motorblok.
(Foto: specialpress@gmail.com)

Men hvorfor eksploderede motoren i det hele taget?
Bilen har tidligere været kørt af Jens Nielsen, som efter et motorhavari fik lagt en ny motor i den lille Opel ADAM, før den op til sæsonen 2020 blev overtaget af Anders Rygaard, som forud for den indeværende sæson byttede den ud med den franske ”guldkaret“, hvormed Rasmus Sørensen og Heidi Knudsen i de seneste tre år har domineret R2-klassen, som nu kaldes RC4.
- Motoren var ny og havde kun kørt 380 kilometer, før den spyttede en knækket plejlstang ud gennem siden på blokken, fastslår en ærgerlig Rasmus Sørensen.


Heller ikke i DM 1 fik guldvinderne point med hjem, da de blev stoppet af en kortsluttet startmotor, som blev udskiftet med en ny - der blev elimineret ved havariet i DM 2.
(Foto: specialpress@gmail.com)

Hvornår er de gyldne trippelvindere så tilbage på landets rallypister?
Svaret blæser i slipstrømmen fra de konkurrenter, som nu kæmper om at overtage mesterskabet.

Rasmus Sørensen Motorsport

Morten Dam - autoMOTIV/specialpress


Læs mere om:
  • Viborg
  • 15/05/21 - Viborg - DM Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk