Formel 5   16/05/21

Våd, sjov og lærerig banedebut for Mads Riis
Mads Riis tog i weekenden forskud på sæsonplanerne, da muligheden for et løb i Formel 5-klassen på Padborg Park bød sig. Teenageren fra Kruså kæmpede, lærte - og morede sig - undervejs.

Fredag var der forud for løbet mulighed for at lære bilen lidt at kende. Her blev det tydeligt for Mads og teamet, Mads Hoe Motorsport, at der skulle arbejdes noget med opsætningen af bilen.

- Jeg kæmpede noget med at bilen understyrede. Til at starte med gik jeg ud fra at bilen bare var sådan, men da jeg sammenlignede data med de andre kørere var det tydeligt, at det ikke var normalt, fortæller Mads Riis, som først rigtigt fik afhjulpet fejlen på bilen efter lørdagens tidtagning, hvor han trods understyring sluttede som tredjehurtigste Formel 5-bil.


(Foto: Boxengasse Media)

Søndag bød på hele tre heat, og her fik Mads den første fornemmelse af forskellen på gokartløb og "rigtige" racerbiler:

- Det lyder måske lidt forkert, men gokartløb er mere hektiske og actionfyldte end løb i racerbiler. Der er lidt mere tid til at overveje hvad der skal ske, og det er helt fint. Især starterne og måden man skal planlægge og foretage overhalingsmanøvrer synes jeg faktisk var rigtig sjovt, fortæller Mads Riis, der sluttede sit første heat på fjerdepladsen blandt Formel 5-bilerne.


(Foto: Boxengasse Media)

Det andet heat på en halvvåd Padborg Park endte med en tredjeplads i Mads' favør. Et resultat, der gentog sig i tredje og sidste heat, hvor himlen åbnede sig og overdængede banen - og kørerne - med regnvand.

"Ligesom de fleste andre var vi kørt ud på tørvejrsdæk uden mønster, så i løbet af et par omgange var banen enormt glat. Jeg var meget tilbageholdende for ikke at risikere at skade bilen - for mig handlede løbet jo om at lære; ikke at vinde et mesterskab - men det føltes mest af alt som at køre på glatbanen i en bil med lidt for mange hestekræfter", griner Mads Riis, der undervejs så konkurrenter nærmest sejle af banen i regnvejret.


(Foto: Boxengasse Media)

Næste løb for Mads Riis bliver sæsonpremieren i Danish Endurance Championship på Ring Djursland i starten af juni måned. Her stiller han op sammen med Silas Rytter og STEP Motorsport i en Ginetta G40 GT5.

Mads Riis Racing

Kim Gripping


Læs mere om:
  • Mads Riis
  • Padborg Park
  • 16/05/21 - Padborg Park - Formel 5

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk