Ærgerlig sæsonstart for Rasmus Sørensen og Heidi Knudsen i Rally Himmerland - Bedst som den kørte, holdt den op med at køre. Desværre i utide. For de sidste tre års guldvindere i RC4-klassen (Tidl. R2), Rasmus Sørensen og Heidi Knudsen, Slangerup/Egtved, sluttede årets sæsonstart på E45, da deres Opel ADAM løb tør for strøm. - Midtvejs i rallyet begyndte bilen at lukke ned for de elektriske funktioner. Det begyndte på den sidste omgang af den femte hastighedsprøve, men vi fik kørt prøven færdig og fortsatte til den følgende prøve i Lindum Skov, forklarede Rasmus Sørensen senere. Og det blev værre.
RC4-klassens næsthurtigste på den første hastighedsprøve og hurtigste på den følgende: Rasmus Sørensen og Heidi Knudsen på tre hjul i ”A-damen“, som er den lille Opels interne øgenavn (Foto: Morten Dam - autoMOTIV/specialpress)
- Til sidst kunne den ikke starte, så den måtte skubbes igang, og systemet fortsatte med at lukke ned for de elektriske funktioner, så vi måtte køre Lindum-prøven uden servostyring. Og uden den blev det lige spændende nok, da vi på vej gennem skoven måtte ud i en undvigemanøvre på grund af en forankørende konkurrent, der var snurret rundt og stod på tværs af vejen!
Rasmus Sørensen og Heidi Knudsen er klar til at forfølge de seneste tre år succes i R2-klassen, som nu hedder RC4 (Foto: Morten Dam - autoMOTIV/specialpress)
Defekt starter
Rasmus Sørensen fik hurtigt mistanke om, at det var en kortslutning i starteren, som overbelastede generatoren og gradvist fik bilen til at lukke ned, bl.a. for benzintrykket. Forsøget på at nå tilbage til servicepladsen på Nysumbanen mislykkedes. 1200 meter fra afkørslen på motorvej E45, sluttede det. Bilen gik i stå og guldvinderne udgik blot 2,5 kilometer fra servicepladsen.
- Ærgerligt, konstaterede Rasmus Sørensen, for efter de to første prøver var ”A-damen“ og jeg faktisk begyndt at komme godt ud af det sammen. Opel ADAM passer bedre til min kørestil end en Peugeot 208, men nu gør vi klar til næste runde i mesterskabet den 15. maj.
(Foto: Morten Dam - autoMOTIV/specialpress)
Kampen om DM-point bliver hård blandt RC4-klassens deltagere, men på trods af skiftet til den mindre Opel ser Rasmus Sørensen ikke sig selv og Heidi Knudsen som uden chancer i den skærpede konkurrence i denne sæson.
På de første fire hastighedsprøver i Rally Himmerland var de med helt fremme i Top 5, og førte på et tidspunkt an i klassen, men det var før deres bil begyndte at tabe gnisten.
På den sidste omgang på SS5 begyndte ”A-damen“ at få nykker, og alle anstrengelser til trods sluttede fartfesten for guldvinderne på vejen tilbage til servicepladsen (Foto: Morten Dam - autoMOTIV/specialpress)
Nu gælder det næste runde i Stoholm om nogle uger, og så skal det gode bekendtskab med ”A-damen“ genoptages i en ny tête-à-tête med de skarpe konkurrenter i RC4-klassen.
Rasmus Sørensen Motorsport Morten Dam - autoMOTIV/specialpress Læs mere om: Himmerland17/04/21 - Himmerland - DM Rally - DM |