GT4 America   01/03/21

Christina Nielsen tilslutter sig Porsche-team i amerikansk GT4-mesterskab
Den dobbelte IMSA-vinder stiller op i 2021-udgaven af GT4 America og jagter mesterskabet sammen med Murillo Racing og Aurora Strauss.

Efter sin ottende deltagelse i 24-timersløbet på Daytona i januar, er Christina Nielsen atter tilbage på en amerikansk racerbane, når hun denne uge stiller op i det amerikanske GT4-mesterskab med Murillo Racing. Danskeren skal dele teamets Porsche Cayman GT4 Clubsport med en anden kvindelig racerkører, amerikaneren Aurora Strauss.


(Foto: GT4 AMERICA)

22-årige Aurora Strauss er ligesom Christina Nielsen involveret i projekter, som kæmper for mere diversitet i motorsporten og bilbranchen generelt, og holdet bliver det første i GT4-mesterskabets historie, som udelukkende er besat af kvindelige kørere.

Mens Nielsen er dobbelt mester i IMSA-serien og den første kvindelige racerkører til at vinde et stort amerikansk mesterskab, sluttede Strauss sin debutsæson i den amerikanske Pirelli World Challenge-serie som højest placerede rookie og sikrede allerede året efter en generel andenplads i mesterskabet.

– Jeg er superglad for at være tilbage i et amerikanske mesterskab og til at kunne kæmpe på de racerbaner, som jeg med årene har fået så meget erfaring med. Jeg har fulgt Strauss på sidelinjen de seneste år, og hendes stærke resultater taler for sig selv. Samtidig har vi en fælles vision om mere diversitet i sporten, hvilket også gælder for vores partnere som Richard Mille. Jeg ser virkelig frem til at komme ud på banerne og kæmpe for trofæerne som en del af det her spændende program, lyder det fra Christina Nielsen.


(Foto: GT4 AMERICA)

2021-udgaven af GT4 America består af syv afdelinger med hver to sprintløb med 60 minutters varighed. Sæsonen skydes i gang i weekenden den 5.-7. marts på Sonoma Raceway i Californien, og feltet vil senere gæste baner som Road America, Watkins Glen International og Indianapolis Motor Speedway.

TIDSPLAN – GT4 AMERICA – SONOMA RACEWAY

Fredag 5. marts
11.45 (20.45): Træning #1
16.15 (01.15): Træning #2

Lørdag 6. marts
10.15 (19.15): Kvalifikation #1
10.35 (19.35): Kvalifikation #2
16.05 (01.05): RACE #1

Søndag 7. marts
10.55 (19.55): RACE #2

Livestreaming: https://www.gt4-america.com/watch-live
Livetiming: https://www.gt4-america.com/watch-live#live-timing

Christina Nielsen Racing

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Christina Nielsen
  • Sonoma
  • 07/03/21 - Sonoma - GT4 America

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk