DM Rally   20/11/20

Boisen Motorsport afsluttede sæsonen hos Strøjer Samlingen
”2020 har været en sæson med store udfordringer, tætte kampe og nogle af de bedste resultater for mit team nogensinde” fortæller en glad og stolt Kim Boisen og fortsætter: ”Med hjælp fra vores trofaste sponsorer investerede vi i en ny bil og var klar til at starte sæsonen i marts. Men så lukkede landet ned og sæsonen så pludselig meget anderledes ud. Vi fik dog heldigvis lov til at køre en kort, komprimeret sæson og for at levere, hvad vi havde lovet vores sponsorer, valgte vi at finde BMW’en frem og dermed køre med to biler.”

Indsatsen resulterede i, at Boisen Motorsport vandt Dansk Super Rally med Martin Johansen og Finn Thomsen i deres Peugeot 208 R5 på førstepladsen og med Kim Boisen og Louise Bang Christiansen i deres BMW, kun ét point efter, på andenpladsen. Derudover genvandt Kim og Louise danmarksmesterskabet for tohjulstrukne biler over 1600 kubik mens Martin og Finn fik sølv i klassen for firehjulstrukne biler i R5 trim - et resultat som teamet er meget stolt af.

DM-finalen blev kørt på Djursland og udviklede sig til et hæsblæsende rally, hvor stillingen i klassementet ændrede sig fra prøve til prøve. Ingen havde det fulde overblik over det samlede resultat ved mål og faktisk gik der næsten en time fra bilerne kørte over målrampen til resultat lå klar og teamet vidste, at de havde vundet Dansk Super Rally.


Teamet er samlet efter målrampen ved DM-finalen. På dette tidspunkt er det endnu ikke klart, hvem der har vundet Dansk Super Rally.

Ved DM-finalen var fejringen af mesterskaberne aflyst på grund af de mange corona-restriktioner – en lidt flad fornemmelse efter en sæson, hvor der er blevet kæmpet hårdt om sekunderne fra start til slut.

”Vi ønskede selvfølgelig en fejring af vores titler og vi aftalte derfor med Dansk Automobil Sports Union, at vi ville arrangere præmieoverrækkelsen for mesterskaberne i de klasser, som vi havde deltaget i” fortæller Kim Boisen.

I samarbejde med Strøjer Samlingen arrangerede Boisen Motorsport derfor en præmieoverrækkelse for klassen for tohjulstrukne biler over 1600 kubik, klassen for firehjulstrukne biler i R5 trim og Dansk Super Rally. Det blev en rigtig god aften afviklet efter de gældende coronaregler og derfor desværre også med et begrænset antal deltagere.


Danmarksmesterskabet for tohjulstrukne biler over 1600 kubik.

1. Kim Boisen og Louise Bang Christiansen.
2 Carsten Jensen og Michael Fasterholt.
3 John Frederiksen og Thomas Hansen.


Danmarksmesterskabet for firehjulstrukne biler i R5 trim.

1. Michael Sørensen og Erik Kristensen (Var desværre forhindret).
2. Martin Johansen og Finn Thomsen.
3. IB Kragh og Ditte Kammersgaard.


Vinder af Dansk Super Rally 2020.

1. Martin Johansen og Finn Thomsen.
2. Kim Boisen og Louise Bang Christiansen.
3. IB Kragh og Ditte Kammersgaard.

Teamet vil gerne sige stort tak til Strøjer Tegl for det store arbejde med at klargøre faciliteterne så afstandsregler og alle øvrige coronaregler blev overholdt. Der skal også lyde en stor tak til en altid oplagt Morten Alstrup og ikke mindst tak til vores konkurrenter for at komme og slutte motorsportsåret 2020 af sammen med os.

Fra Boisen Motorsport skal der endnu engang lyde en meget stor tak til vores servicefolk, sponsorer og alle dem, der støtter os ude på prøverne og på Facebook.

Vi går nu i gang med at lægge planer for 2021 og vil løbende holde Jer orienteret.

Finn Thomsen
Boisen Motorsport


Læs mere om:
  • Finn Thomsen
  • Kim Boisen
  • Louise Bang Christiansen
  • Martin Johansen

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk