British GT Championship   09/10/20

Topresultater bringer Patrik Matthiesen tæt på British GT-titlen
I weekenden blev næstsidste afdeling af British GT-mesterskabet kørt på Snetterton Circuit i det østlige England. Sønderjyske Patrik Matthiesen sikrede sammen med medkører Jordan Collard to stærke resultater og er nu stærke mesterskabskandidater inden finaleløbet.

Allerede under de frie træninger var makkerparret fra HHC Motorsport helt i top. Deres McLaren 570S GT4 var hurtigste bil på banen - og de gode takter fortsatte i kvalifikationen, hvor Patrik og Jordan sikrede sig første og anden startplacering til søndagens to løb.

"Rygterne om at McLaren og Snetterton er et godt match må jeg sige passede - bilen er lynhurtig rundt på banen, og kombineret med weekendens regnskyl var vi absolut konkurrencedygtige i kvalifikationen. Og det endda selvom vi som det eneste hold ikke har haft mulighed for at træne på banen forud for løbet", fortæller Patrik Matthiesen, der sammen med teamet alligevel kom forberedt til løbet.

"Vi kørere har forberedt os med simulator og mentaltræning, og teamet har sørget for at sætte bilen op efter deres bedste erfaringer og kompetencer. På den måde har vi ikke haft meget at rette i løbet af weekenden", fortæller han.

Søndagens første løb blev startet med Jordan Collard i bilen, og englænderen kørte et stærkt stint frem til at Patrik skulle i bilen. Da parret vandt det sidste løb i mesterskabet var de tildelt ti sekunders ekstra pitstoptid, så der var lagt op til hårdt arbejde i den sidste halvdel af løbet.

"Jeg kom tilbage på banen og måtte bruge nogle omgange på at slås med et par konkurrenter, før jeg kunne sætte jagten ind på førstepladsen", fortæller Patrik, som dog hurtigt kunne se at hullet op til den førende var urealistisk at lukke inden målstregen. Derfor blev der i stedet fokuseret på at holde konkurrenterne bag sig og passe på bilen, så pointhøsten for andenpladsen kunne komme i hus.

I det andet løb var det til gengæld Patriks tur til at starte løbet bag rattet. Efter en tumultarisk start måtte den hurtige sønderjyde kæmpe sig frem fra femtepladsen for at give teamkammeraten det bedste udgangspunkt i den sidste halvdel af løbet.

"Starten var ret kaotisk, og det kostede mig lidt placeringer at være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Jeg fik kæmpet mig tilbage til en tredjeplads inden Jordan skulle i bilen", fortæller Patrik.

Heldigvis kunne Jordan Collard fortsætte de gode takter, og i løbet af sit stint fik han indhentet og nedkæmpet de to forankørende Aston Martin-racere. Endnu en sejr i British GT-mesterskabet var dermed en realitet.

"Det har været en fed weekend. Bilen har været helt fantastisk, og samarbejdet i teamet har været til topkarakter. Vi ville gerne have haft en sejr mere med, men med ti sekunders straf i første heat kan vi ikke forlange mere", siger Patrik Matthiesen, som nu er på andenpladsen i mesterskabet - blot 2,5 point fra de førende i mesterskabet.

Til finaleløbet på Silverstone bliver spændingen intens med tre mandskaber, som alle vil kæmpe benhårdt for at slutte øverst i pointtabellen. Løbet er på tre timer og afholdes i begyndelsen af november måned, så vejret bliver en stor faktor for alle deltagere.

Finalen på Silverstone bliver kørt den 8. november.

Grippo


Læs mere om:
  • Patrik Matthiesen
  • Snetterton

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde