For anden gang i år stillede FN-Rally, med Frank Nielsen og Per Brodersen i den hurtige Citroén C2R2 Max op til en afdeling af Danmarksmesterskabet i rally. Denne gang med rally centrum i Tarm, hvor Ikast Motor Klub havde arrangeret Rally Naturens Rige på knapt 200 km. Heraf var der 73 km hastighedsprøver fordelt på fire prøver, som hver blev kørt to gange på ca. 78% asfaltveje og 22% grusveje.
2020 rallysæsonen er for FN-Rally noget amputeret i år, da COVID19 situationen både har betydet reduktion i antallet af løb i både Danmark og udlandet. Desuden er nogle løb blevet flyttet fra foråret til efteråret, hvor de har ramt nogle datoer som var afsat til familiære arrangementer.
Frank Nielsen og Per Brodersen havde optimal fart i bilen på vej mod 2. pladsen i DM 3. (Foto: rallypics.dk – Viggo Johansen)
I årets første rally, DM 1 Cimbern Rallye i Tyskland, måtte Frank Nielsen og Per Brodersen desværre kaste håndklædet i ringen og udgå, hvilket betød nul point på kontoen. Anden afdeling på Falster havde de ikke mulighed for at deltage i, og da der kun er fire afdelinger om Danmarksmesterskabet i 2020, bliver det meget vanskeligt at forsvare deres 2. plads i mesterskabet fra 2019. Det vil dog stadig være muligt med en podieplads, hvis alt går op i en højere enhed.
Frank Nielsen er en glimrende chauffør på løst underlag, så grus-prøverne omkring Tarm passede perfekt til Franks kørestil, hvilket viste sig da løbet var slut. Som så ofte før, sluttede løbet for teamets vedkommende med en flot 2. plads i klasse 4, blot knapt 20 sekunder efter de regerende Danmarksmestre, Rasmus Sørensen og Heidi Knudsen i en Peugeot 208 R2. Sidste og næste afdeling om Danmarksmesterskabet køres på Djursland den 24. oktober. Også her er der en del kilometer på grusveje, så der er stadig mulighed for endnu en placering i toppen af feltet, når mesterskabet er afgjort.
Frank Nielsen og Per Brodersen var glade for de mange kilometer grusvej i DM 3. (Foto: rallypics.dk – Viggo Johansen)
I forbindelse med 2. pladsen i Rally Naturens Rige ,bør det nævnes at Frank Nielsen og Per Brodersen kørte de første fire hastighedsprøver uden lyd i samtaleanlægget, så der blev kørt med fingersprog fra Per Brodersens side. Med hjelm på hovedet, og støj fra bilen, er det umuligt at kommunikere i bilen uden samtaleanlægget.
Reparationen af samtaleanlægget betød en sekundstraf til teamet på 12 sekunder, som i reel køretid kan trækkes fra de 20 sekunders difference til 1. pladsen. Farten er der endnu i den lille rød/hvide Citroén C2R2 Max med 11 år på bagen, og et par herrer i bilen, som fylder køredragterne godt ud.
2. pladsen i klasse 4 er absolut godkendt set med teamøjne, ligesom den generelle 13. plads generelt blandt de 61 deltagere er et top resultat.
FN-Rally rallypics.dk Viggo Johansen Læs mere om: Frank NielsenIkast03/10/20 - Ikast - DM Rally |