DM Rally   19/08/20

Ib Kragh snart klar til komprimeret rallysæson
Som alle andre Danmarksmestre har Ib Kragh og Ditte Kammersgaard endnu ikke haft muligheden for at begynde deres titelforsvar, men nu lysner det for makkerparret. I starten af september starter de i årets første DM-tællende rally.

”Det bliver en meget komprimeret sæson, vi får i år,” siger Ib Kragh. ”Vi afvikler fire DM-rallyer indenfor to måneder, hvor vi også skal starte i tre rallysprints.”

Rallybilen var klargjort, inden landet lukkede, men det har først været for nylig, at Ib Kragh atter har kunnet få noget fart i kroppen. Det er sket ved to rallytest, og i den kommende weekend følger en tredje.

”Skodaen kører, som den skal,” siger han. ”Jeg skal bare have bremsepunkterne på plads, men det bøvler vi alle sammen med, når vi har haft 9-10 måneders pause fra sporten. De to rallytest, som vi har gennemført, er begge blevet kørt på plan asfalt, og jeg håber på, at vi i den tredje rallytest får nogle mere ujævne vejforløb, og der må også godt være nogle toppe, hvor det gælder om at finde et kompromis, så man bliver klar til at køre alle typer prøver.”


To gange har Ib Kragh og Ditte Kammersgaard testet rallybilen.

Det er stadig den Skoda Fabia R5, som Ib Kragh og Ditte Kammersgaard, sidste år kørte til sejr, man fortsætter med. ”Der er sket nogle få ændringer i dekorationen,” siger Ib Kragh. ”Der er nogle sponsorer, som har valgt at stoppe, men de skal have tak for deres opbakning gennem årene. Men jeg er også glad for at kunne byde velkommen til nogle nye.”

Første DM-løb finder sted lørdag den 5. september. Det bliver det tyske Cimbern Rallye, som finder sted lige syd for den dansktyske grænse.

”Der er kommet masser af nye biler, så vi er godt ti af de hurtige R5-biler. Der skal held til, hvis man skal blive mester i år, men der skal også køres stærkt med fornuft. Det nytter ikke noget, at man vinder det første og sidste løb og så udgår af de to andre,” siger Ib Kragh. ”Jeg føler, at vi er godt forberedte.”

IK Rally Racing


Læs mere om:
  • Ditte Kammersgaard
  • Ib Kragh
  • IK Motorsport
  • Schleswig
  • 05/09/20 - Schleswig - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk