Endurance   28/05/20

Holmgaard Motorsport venter på grønt lys
Det er ikke blevet til meget motorsport indtil videre i år. Coronavirus har sat en midlertidig pause for al sport på verdensplan, og for Holmgaard Motorsport har det betydet at den nyindkøbte VW Golf GTI TCR har stået og samlet støv i månedsvis. I sidste uge blev den luftet ved en træningsdag på Padborg Park - men løbsdebutten har lange udsigter.

"Det var helt fantastisk at komme ud og se bilen i aktion, også selvom det bare var en testdag", fortæller teamchef Kim Holmgaard, som sammen med en del af teamet var afsted for at sikre at den nyindkøbte bil var i topform. Kim Holmgaard kørte selv de første to timer af testen, hvorefter teamets unge talenter overtog testarbejdet resten af dagen.

"Bilen kørte perfekt. Det er den nyeste udgave af samme model, vi har kørt med de seneste sæsoner, men med små opdateringer rundt omkring. Og de ser ud til at virke - vi har aldrig kørt hurtigere på Padborg Park", fortsætter han.

Det nordjyske team havde planlagt en spændende sæson med langdistanceløb i hele Europa, men indtil videre er der ikke sat dato på første løb. Ikke for Holmgaard Motorsport i hvert fald:

"Det første løb bliver kørt i Portugal den 13-14. juni, og der er ikke noget, vi hellere vil, end at være med i løbet. Arrangøren har imidlertid indført begrænsninger på antallet af teammedlemmer under løbet, og det betyder at vi ikke kan give vores kørere den oplevelse som de er vant til. Derfor har vi valgt at blive hjemme indtil videre - også fra det næste løb, der køres på Monza i Italien til juli.", fortæller teamchefen, der til gengæld ikke vil afvise at teamet stiller op til et eller flere løb på de danske baner.

“Hvis de resterende løb i Danish Endurance Championship bliver afviklet under nogenlunde almindelige forhold, så vil vi deltage herhjemme, såfremt der ikke er sammenfald med de internationale løb", forklarer Kim Holmgaard, der håber at teamet kan genoptage den internationale sæson i Barcelona den første weekend i september.

Holmgaard Motorsport


Læs mere om:
  • Kim Holmgaard
  • Holmgaard Motorsport

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde