FIA WEC   17/12/19

Mikkel Jensen efter LMP2-test:
Den hurtigste racerbil, jeg har kørt

World Endurance ChampionshipNykåret mester i European Le Mans Series, Mikkel Jensen, gennemførte i weekenden en succesfuld LMP2-test i forbindelse med WEC-løbet i Bahrain. Danskeren overvejer nu forskellige muligheder for 2020-sæsonen.


(Foto: Mikkel Jensen Racing)

Det er en tilfreds Mikkel Jensen, som er tilbage i Europa efter en succesfuld test for de to LMP2-teams Signatech Alpine Elf og G-Drive i forbindelse med WEC-løbet i Bahrain den forgangne weekend. Danskeren overvejer nu mulighederne for et 2020-program.

– Det var først og fremmest en fed dag, hvor jeg fik mulighed for at køre to forskellige eksemplarer af en LMP2-prototype, som med 620 hestekræfter og massiv downforce er klart den hurtigste racerbil, jeg nogensinde har kørt. Jeg må erkende, at det gik meget, meget hurtigere, end jeg havde regnet med, og det er en noget anderledes type bil at køre end dén, jeg har været vant til. Den lever utroligt meget på sin downforce og har ikke den dér mekaniske dynamik i de langsomme sving, som man oplever i GT-biler, forklarer Mikkel Jensen.


(Foto: Mikkel Jensen Racing)

– Den er meget stiv, og du understyrer nemt til at begynde med, men efterhånden som du lærer at bruge downforce, kan du køre vildt stærkt. I de hurtige sving virker den til at være næsten så hurtig som LMP1-bilerne – i nogle sving virkede de LMP2-biler, som jeg prøvede, faktisk hurtigere – men de store prototyper har naturligvis langt mere power ud af svingene.

Danskeren testede både for det franske Signatech Alpine Elf-team og for russiske G-Drive. Et regnvejr satte dog en brat stopper for formiddagstesten hos franskmændene, men Jensen nåede alligevel at køre begge biler om eftermiddagen. Og her var der både tilfredshed hos køreren og hos de to teams.


(Foto: Mikkel Jensen Racing)

– Hos G-Drive var jeg den næsthurtigste LMP2-kører på banen, og generelt var begge teams interesserede. Det var fedt at være hurtigere end flere af de mere erfarne LMP2-kørere. Men nu ser vi ad. Min fabrikskontrakt med BMW Motorsport bliver ikke forlænget ind i 2020, hvilket naturligvis stiller krav til mit setup. Men jeg er optimistisk. Mit ELMS-mesterskab har skabt en interesse flere steder fra, og nu bruger jeg den kommende tid til at danne mig et overblik og vurdere de muligheder og tilbud, der har vist sig – både indenfor prototyper, men også i GT-serier, lyder det fra Mikkel Jensen.

MIKKEL JENSEN RACING

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Mikkel Jensen
  • Sakhir

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde