Diverse   01/12/19

En aften med Mr. Le Mans på Strøjer Samlingen
Danmarks flotteste bilmuseum / bilsamling: Strøjer Samlingen i Vedstaarup på vestfyn, dannede både tirsdag d. 26/11 og torsdag d. 28/11 ( begge totalt udsolgt) de perfekte rammer for en aften med en af Danmarks absolut største motorsportsstjerner: Mr. Le Mans, eller som han kaldes i Hobro og omegn: Tom Kristensen.


(Foto: Motorsporten.dk)

Herlighederne startede kl. 19.00 (dørene blev åbnet kl. 18.00, så der var tid til at beundre de mange flotte biler og høre et par stykker startet op af Mr. Strøjer! Der blev budt velkommen af et for mig nyt ansigt hos Strøjer: Kasper Damsø, direktør for Strøjer Tegl.

Lyset blev dæmpet og under herlig motorlarm arriverede Tom K og Jørgen Strøjer i en af samlingens 1920'er Bentley'er. Allerede her begyndte en herlig drillende ”ping-pong” mellem Tom Kristensen og Jørgen Strøjer… der blev givet gas i mere end en forstand!


(Foto: Motorsporten.dk)

Jørgen Strøjer ”annoncerede” at Tom havde været 9 gange på podiet i Le Mans, men nu fik han en tiende… Hvortil Tom svarede: Jeg har deltaget i 19 Le Mans og været på podiet 14 gange..! Så var linjen lagt og Tom og Jørgen Strøjer fortsatte den venskabelige ”mobning” i flere omgange… god racinghumor!

Tom startede foredraget fra ”Årgang 0” (!) og fortalte om de meget unge år i karting videre til forskellige udenlandske mesterskaber bl.a. som F3 mester i Tyskland, året efter en vis M. Schumacher. Videre til andre Formel-klasser, årene i Japan frem til den noget overraskende opringning fra Joest Racing i 1997 og den superhurtige debut i Le Mans sammen med F1 stjernerne Michele Alboreto og Stefan Johansson. Med en debutsejr og hurtigste omgang i løbet som resultat!


(Foto: Motorsporten.dk)

Tom fortsatte med de to mindre heldige år hos ”Mærket med de tre bogstaver” (BMW) og frem til de flotte år/ sejre hos Audi. Ind imellem var der så lige en ”udflugt” til Bentley (som er ejet af samme koncern som Audi). Bentley havde linet op til det helt store og fik hjælp fra søster Audi både med kørere og teknisk personel.


(Foto: Motorsporten.dk)

Foredraget var jo baseret på Bentleys 100 års jubilæum og derfor koncentrerede Tom sig om løbet i 2003 hvor han vandt sammen med Dino Capello og Guy Smith. Vi fik mange gode baggrundshistorier og en del tekniske forklaringer, her var virkelige linet op for race / Le Mans-nørder.

Tom Kristensen er en fantastisk racerkører, rekordholder i Le Mans med 9 sejre og mesterskaber i andre klasser… men er også en rigtig god fortæller med en god nordjysk humor. Flere gange bragede latteren i ”de hellige haller” i Vedstaarup! En fantastisk sportsmand med begge fødder i den gode nordjyske muld! Efterfølgende gav Tom Kristensen sig god tid til autografskrivning, selfie-fotos, snak mm.


(Foto: Motorsporten.dk)

Endnu en supergod oplevelse hos Strøjer Samlingen… og kagebuffeten fejler heller ikke noget !!

Jeg har læst på Strøjer Samlingens hjemmeside, at man er velkommen til at indsende forslag til andre indslag med kørere eller andre indenfor motorsport… så frem med gode ideer !!

Tak til Strøjer Samlingen og museums-chefen Søren Ditlev Jensen for en kæmpe oplevelse.


(Foto: Motorsporten.dk)

PS. En god ”opladning” for mine gode venner Benny, Carsten og jeg selv som fejrer 30. gangs Le Mans i 2020 😊


(Foto: Motorsporten.dk)

Them


Læs mere om:
  • Tom Kristensen
  • “A very special guest”... besøger Strøjer Samlingen
  • Bentley har fødselsdag… volume 2
  • Besøg på Strøjer Samlingen
  • Foredrag med Peter Nygaard "Danskere i Formel 1"
  • Godt besøgt foredrag hos Strøjer Samlingen
  • Koenigsegg Jesko - En sand publikumsmagnet!
  • Veloplagt parløb hos Strøjer Samlingen

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk