1600 Challenge   12/09/19

Eilertsen og GP Danmark er bare ikke gode venner
Henrik Eilertsen og Grand Prix Danmark er ikke just gode venner.
Den 5. afdeling Yokohama 1600 Challenge blev kørt ved netop GP Danmark arrangementet på FDM Jyllandsringen, hvor køreren fra Espergærde skulle forsøge at rykke tættere på førstepladsen i Oldboysmesterskabet, samt avancere i det generelle mesterskab.

Teamet kom fra sæsonens første podieplads med Peugeot 208 HDi raceren med startnummer 20 på Padborg Park, så udover håbet om flere pokaler, skulle der også 30 kg succesballast med i bilen.

Da det havde regnet forud for træningen fredag eftermiddag, valgte teamet at blive holdene i pitten, for ikke at risikere materiellet. Måske var asfalten til slicks, men der var stadig nogle våde pletter, som kunne give ballade, hvis man ramte en af dem, på et uheldigt tidspunkt.

Derfor var løveungen Simbas første omgang i weekenden udsat til lørdag formiddag, hvor der skulle køres kvalifikation.


(Foto: JJ Media)

Opvarmningsomgangen gik fint, og Henrik havde meget fokus på at få dækkene varmet op, Bilen føltes dog lidt spøjs i nogle af svingene, så han forsøgte at varme dækkene lidt mere. I Hesteskoen ville bagenden dog lidt hurtigere rundt i svingkombinationen end forenden, men det lykkedes Eilertsen at fange den, inden at den kom alt for tæt på sandfanget. Få sving senere kunne han se en masse advarselslamper lyse op, samtidig med at temperaturen steg, så han fik bilen navigeret stille og roligt tilbage til pitten, hvor chefmekaniker Frederik Hansen kunne konstatere at en køleslange var hoppet af, og bilen derved havde smidt alt vandet, og sendt det ud på dækkene, hvilket havde resulteret i den nervøse kørsel ude på banen.

Da han ikke nåede at sætte nogen tid, blev det bagerst startposition, i det 19 bils store felt.

Heat 1 skulle oprindelig køres lørdag eftermiddag, men grundet et pludselig regnskyl og efterfølgende uheld i en af de andre racerklasser i weekenden, blev det første heat i Yokohama 1600 Challenge udsat til søndag formiddag.

Banen var stadig våd i pletter, men der var et tørt spor, så alle kørerne kørte ud på banen på tørvejrsdæk.

Der blev varmet dæk op til den helt store guldmedalje på opvarmningsomgangen, hvorefter Eilertsen var klar til starten – og holdt ekstra meget fokus på, ikke at gentage hvad der skete i 2018 ved GP Danmark – et spin i andet sving grundet kolde dæk.


(Foto: JJ Media)

Da de 5 røde lamper slukkede, gik Henrik en rigtig god start, og havde passeret de første 3 biler inden Sving 1, og lå på siden af en anden konkurrent gennem Sving 2. Pludselig skred bagenden af bilen ud, han ramte konkurrenten, og en bagvedkørende kunne ikke nå at undvige den hvide og orange snurretop med startnummer 20 i ruden. Det gav en stor en frontskade på bilen, som også ødelagde styretøjet og forhjulsophænget.

En super ærgerlig kører måtte trille ind på inderkredsen, og nede i teltet, kunne det hurtigt konstateres, at bilen var så skadet, at den ikke kunne køre videre i weekenden.

Weekendens dobbelt-nuller med hensyn til pointene, betyder også at det ikke længere er matematisk muligt at forsvare Oldboystitlen fra 2018. En top 8 placering i det generelle mesterskab er stadig muligt, men så skal de to sidste løbsweekender også forløbe helt fejlfrit, og helst i top 5 eller bedre i samtlige heats.

Om mindre end 14 dage skal Team Eilertsen Racing på den igen, når Ring Djursland afholder den 6. løbsweekend i Yokohama 1600 Challenge 2019, og udover opretningen af 208’eren, bliver der også krydset fingre for en mekanisk og køremæssigt helt fejlfri weekend.

Team Eilertsen Racing

JJ Media


Læs mere om:
  • Henrik Eilertsen
  • Jyllandsringen
  • 08/09/19 - Jyllandsringen - 1600 Challenge

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde