FIA Formula 3   03/09/19

Stærk præstation af Christian Lundgaard i svær weekend
Selvom det ikke blev til podieplaceringer for Christian Lundgaard ved sjette afdeling af Formel 3 på Spa i Belgien, var det en bemærkelsesværdig stærk præstation af den unge dansker, der efter en startplacering som nummer 14 leverede to fjerdepladser og gode point til mesterskabet.

Det hele blev dog overskygget af den tragiske død af Christian Lundgaards ven fra Renault Sport Academy, franskmanden Anthoine Hubert, der på tragisk vis mistede livet i en ulykke under Formel 2 løbet på banen lørdag eftermiddag. Som en del af Renault Sport Academy havde de to blandt andet i sommerpausen kørt tværs over Frankrig på cykel sammen med resten af medlemmerne af Renaults Formel 1 juniorprogram og Huberts død overskyggede naturligvis præstationerne på racerbanen.

Lørdag kørte Christian Lundgaard, der kører for ART Grand Prix, et af karrierens flotteste løb. En fejl ved indstillingen på bilen under fredagens kvalifikation betød, at Christian Lundgaard skulle starte fra 14. position. Da starten til første løb gik lørdag formiddag, var det en tændt Lundgaard der overhalede konkurrenterne en efter en, men da han nåede op på syvendepladsen var der et hul på 4,5 sekund op til den næste gruppe biler.

Stille og roligt tog Lundgaard tid på de forankørende og på sidste omgang var han indenfor et sekund af en gruppe på tre biler, der kæmpede om fjerdepladsen. Med en god udgang på Eau Rouge og DRS på langsiden angreb Lundgaard og de fire biler kom samlet til nedbremsningen ved Les Combes. Her blev Lundgaard trængt af banen, kom ind igen på femtepladsen men i banens sidste sving satte han et angreb ind på Vips på fjerdepladsen og i en bremseduel var det Lundgaard der kom bedst ud af det og kunne passere målstregen på fjerdepladsen efter at have overhalet 10 konkurrenter på 17 omgange.

Fjerdepladsen fra lørdag betød en startplacering som nummer fem ved søndagens løb. Christian Lundgaard fik kørt sig op på tredjepladsen og fire omgange før mål fik han med en flot udbremsning kørt sig op på andenpladsen. Men med to omgange tilbage mistede han fart og på de sidste to omgange måtte han give fortabt til to konkurrenter, der kunne passere med DRS på langsiden og dermed blev det til endnu en fjerdeplads til Lundgaard.

Christian Lundgaard ønskede ikke at kommentere weekendens præstation i går søndag, men udtaler mandag: "Jeg er knust over tabet af Anthoine (Hubert - red.), så selvom jeg fik kørt et af mine stærkeste løb i weekenden, så virker det hele pludselig ligegyldigt. Jeg er dybt berørt over, at miste en ven og det er et stort tab, ikke kun for motorsporten, men særligt for hans familie, venner og alle os der kendte ham".

Lundgaard Racing

Jan Kaiser


Læs mere om:
  • Christian Lundgaard
  • ART Grand Prix
  • Spa-Francorchamps
  • 01/09/19 - Spa-Francorchamps - FIA Formula 3

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk