CHGP   03/08/19

CHGP, hep, hep gi' gaaazz
CHGPSå er det nu og vi kan bestemt heller ikke vente længere!
Det bliver en race weekend med et superprogram, historiske og nye racerbiler, kørere fra ind- og udland (ialt fra 12 lande), en elsket bybane, og som altid et kæmpe publikum på Bellahøj Park. Der bliver fest, farver og race for alle aldersklasser - så kom bar' do!

Banebyggerne har, som altid, arbejdet på højtryk for at bybanen på Bellahøj er klar til weekendens 19. Copenhagen Historic Grand Prix og den er så klar til at blive taget i brug, endda med ny asfalt på en del af banen. Hele holdet og de frivillige bag CHGP har knoklet for at gøre alle de andre faciliteter klar til biler, kørere og publikum, som nu kan gøre deres entre - så nu er alt klar og venter bare på det bliver lørdag og klokken bliver 8.30, hvor kvalifikationen starter.


(Foto: Motorsporten.dk)

CHGP blev som sædvanlig skudt i gang fredag, med kortegekørsel fra Bellahøj Park til Københavns Rådhusplads, hvor både de historiske og de nye biler stod linet op i et flot skue for fremmødte motorsportsentusiaster, turister og andre forbipasserende på pladsen.

Pressemødet på Københavns Rådhus, for særligt indbudte gæster, var som altid en god optakt til CHGP, med taler, her iblandt en hyldest til København, som en by, der benyttes til mange formål, en opsummering af CHGP' historie og tak til de mange deltagere, en hyldest til Michael Christensen for hans flotte resultater og sidst, men ikke mindst, et ønske om en fantastisk og fornøjelig weekend til alle på Bellahøj Park. Herefter kørte kortegen tilbage mod Bellahøj Park.


(Foto: Motorsporten.dk)

Tilbage på banen var der mulighed for at se træning på bybanen i klasserne: Formula Junior, Super GT Danmark og Legends Cup. Kørerne fik afprøvet den krævende bane, som for nogen var kendt fra tidligere år og for andre en helt ny udfordring. For Super GT kørerne, var det for manges vedkommende første gang de kørte på bybanen på Bellahøj. Så nu er kørerne forhåbentlig rustet til tidtagning lørdag og løbene der skal køres både lørdag og søndag.


(Foto: Motorsporten.dk)

Efter de sidste biler forlod banen var der, igen i år, plads til at Arbejdernes Bicycle Club (ABC) overtog banen - i år for at køre 125 års Jubilæums Grand Prix løb på den lukkede bybane.


(Foto: Motorsporten.dk)

Nu er det værste støv og skidt kørt væk fra banen og der er kørt gummi i banen, af både racerbiler og racercykler, så nu venter vi bare på det bliver lørdag, at klokken slår 8.30 og de røde lygter slukkes til start på CHGP nummer 19.

Så lad os nu få gang i CHGP, gi' gazz til et fair race, helst uden alt for meget safety car, skrammer og gaffa tape og mest af alt uden kørerskader - rigtig godt CHGP 2019 til alle og husk at passe på Jer selv og hinanden.

Skulle du nu være forhindret i at deltage på Bellahøj Park, så fortvivl ikke. På 6'eren kan du se tv-transmission fra CHGP søndag fra klokken 12.40 til klokken 17.15, men husk motorsport opleves bedst live.

Karin Bøgelund


Læs mere om:
  • Bellahøj (Gadeløb)
  • 04/08/19 - Bellahøj (Gadeløb) - CHGP

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde