Super GT Danmark V6   25/06/19

Varm weekend på kontoret for MICCAR RACING
Super GT DanmarkDet blev en varm weekend på konteret, da Carsten Lorenzen og MICCAR RACING kørte forårssæsonens sidste løb i OK Mobil 1 Super GT Danmark.
For anden gang i 2019 sæsonen var holdet på Ring Djursland, hvilket var sæsonens 4. afdeling.

Carsten så meget frem til weekenden, da han havde kørt personligt hurtigste tid på banen, sidste gang der var løb på den.


(Foto: JJ Media)

Weekenden startede dog ikke alt for positiv for holdet. I første træning døjede Lorenzen med at den hvide og grønne Mitjet Supertourisme racer med startnummer 71 ikke rigtig ville skifte gear. Hurtigt fik mekanikerne lokaliseret at det var et problem med det som skal tage omdrejninger af motoren, når man trækker i gearstangen til det sekventielle gearskifte. Så den fejl blev løst til 2. træning.

Her gik det straks meget bedre, og der blev kørt tider ikke langt fra rekordtiden sidste gang. Derfor var det en kæmpe forløsning for hele holdet at vide, at de var tilbage på rette spor igen. Det blev til 21. hurtigste tid, med gode muligheder for at forbedre tiden yderligere i kvalen.

Den skulle køres sidst på eftermiddagen lørdag, og her temperaturerne i både luften og på banen et pænt stykke over 20 grader.

Carsten fik stille og roligt klippet mere og mere af tiden, og sluttede af med at køre to næsten identiske tider, som blot var 0,01 sekund fra hans personligt bedste tid på banen, hvilket var ret flot i forhold til at vejret var meget varmere denne gang end sidste gang.


(Foto: JJ Media)

I søndagens kombinerede Warm-Up og Sponsorkørsel blev der prøvet lidt småændringer på bilens opsætning, og bang – en ny personlig rekord. Det lovede godt for de tre heat senere på dagen.

Carsten fik en rigtig god start fra 21. position, ved at være hurtig på aftrækkeren, men flere af de kørere fik kæmpet sig forbi igen i løbet af den første omgang. Men herefter stod den på løbs lange dueller med flere konkurrenter, inden at det lykkedes Carsten at køre en 20. plads hjem.

Det var også startpositionen til heat 2, hvor den igen stod på nogle fede dueller gennem størstedelen af løbet, hvor det lykkedes at køre en 19. plads hjem.

Men det varme vejr og de mange dueller begyndte at sætte sig præg på køreren fra Marstrup nær Haderslev. Den kuperede bane var lidt som at køre i en rutschebane, og det kombineret med måske en anelse for lidt væske i løbet af dagen, lugten af brændstof og varmen fra bilens motor, gjorde at en anelse køresyge begyndte at melde sig til heat 3.

Men der var ikke andet at gøre end at bide det i sig, og komme ud på banen, og så ellers få så mange point som muligt hevet hjem.


(Foto: JJ Media)

Det blev ikke verdens bedste start fra 21. startposition, og det kombineret med et solospin på 2. omgang gjorde at der var langt op til de forankørende.

Måske varmen også var steget nogle af de andre kørere til hovedet, men der begyndte i hvert fald at komme lidt fejl, og nogle afkørsler, så der måtte en Safety Car på banen, og dermed var feltet samlet igen.

Da løbet blev frigivet igen, gik der kun et par omgange inden at kørerne måtte ned i fart endnu en gang, da en ny Safety Car periode var nødvendig. Safety Car-perioderne bevirkede at køresygen tog til i styrke, men Carsten bed kvalmen i sig.

Det blev til 4 flyvende omgange til sidst, hvor det med Carstens sikre taktik om at holde sig ude af ballade, blev til en 14. plads. Jo, der blev draget fordel af at nogle kørere udgik fra løbet, men i racerløb skal man krydse målstregen for at samle gode point, og det gjorde Carsten.

Folk udefra vil måske tænke, at en placering i top 20 ikke er noget at skrive hjem om, men feltet i Super GT er bare knivskarpt i år, så for Carsten handler det om løbende at udvikle sig og det gør sønderjyden i høj grad.


(Foto: JJ Media)

Nu kan MICCAR RACING gå på en velfortjent sommerferie, inden at det hele går løs igen, med en helt ny udfordring for holdet – Copenhagen Historic Grand Prix. Det bliver første gang at OK Mobil 1 Super GT Danmark skal køre på banen, men med erfaring fra Classic Race Aarhus for to år siden, har Carsten Lorenzen allerede stiftet bekendtskab med racerløb mellem betonklodser.

Der skal lyde en stor tak til alle samarbejdspartnerne gennem forårssæsonen, som har gjort det muligt at køre ræs på det allerhøjeste niveau – og så ses vi på banen igen den 2.-4. august i København.

MICCAR RACING

JJ Media


Læs mere om:
  • Carsten Lorenzen
  • Ring Djursland
  • 23/06/19 - Ring Djursland - Super GT Danmark V6

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde