Le Mans   16/06/19

Michael Christensen officiel verdensmester på Le Mans
Le Mans28-årige Michael Christensen er officiel FIA verdensmester i sportsvognsracing. VM kom i hus på Le Mans, hvor Michael Christensen og hans faste makker, franskmanden Kevin Estre, blev fejret på podiet foran den store folkemængde. Makkerparret sikrede VM i deres Porsche 911 RSR efter et løb, hvor de længe lignede en mulig vinder, men måtte tage til takke med en 10. plads i GTE Pro klassen efter en defekt udstødning skulle udskiftes efter 13 timers kørsel, hvor de måtte afgive føringen i løbet.

Men stærke placeringer i de forudgående 7 VM afdelinger, hvor duoen sluttede på podiet seks gange og vandt to løb, heriblandt sidste års Le Mans, lagde fundamentet til at makkerparret nu er officielle verdensmestre.


Kevin Estre og Michael Christensen på podiet
(Foto: FIA WEC TV)

Verdensmesterskabet er kronen på værket for Michael Christensen der, efter at være startet karrieren i formelbiler, blev Porsche juniorkører i 2012 inden han i 2014 blev fuldtidsprofessionel fabrikskører for Porsche. Han kvitterede for tilliden ved at vinde det klassiske 12 timers løb på Sebring i første forsøg og vandt sidenhen også 24 timers løbet på Daytona for Porsche i første forsøg. I 2015 missede han et enkelt løb i VM serien, hvor Porsche indsatte ham i et løb i USA, hvilket kostede ham VM titlen, som hans holdkammerat dermed vandt alene det år. I 2018 vandt han så sin første sejr på Le Mans og bragte sig samtidig i front i VM serien, der for første gang kom til at indeholde hele to gange Le Mans, da denne sæson var en såkaldt superseason således at VM fremover altid afsluttes på Le Mans.


(Foto: Porsche)

"Det er svært at sætte ord på" fortæller Michael Christensen på Le Mans. "Det er virkelig stort det her. Vi har været helt nede i kulkælderen i nat, efter at have mistet føringen i løbet grundet en defekt udstødning. Det er en fejl, vi aldrig har set før hos Porsche, så det er ikke noget vi kunne have forhindret. Så det var virkelig lange 11 timer, der var tilbage, hvor vi bare skulle få bilen til målstregen. Fra at have en reel mulighed for at vinde løbet, blev det til et job der bare skulle udføres. Så vi var langt nede, men at stå nu og kalde sig verdensmester er virkelig fantastisk. Det har virkelig været en lang sæson, med sådan en superseason, hvor vi har kørt mange stærke løb. Kevin (Estre - red.) og jeg er et virkelig godt makkerpar og vi har kørt en stærk sæson selvfølgelig med sidste års Le Mans sejr som højdepunktet. Og når man kigger på listen over de kørere, der deltager i GTE Pro klassen, så kan man godt være stolt over at kunne kalde sig verdensmester. Når man er verdens bedste til noget, så har man gjort et eller andet rigtigt".


(Foto: Porsche)

Næste opgave for de to verdensmestre Michael Christensen og Kevin Estre er allerede i næste weekend, hvor de to deltager i en Porsche ved 24 timers løbet på Nürburgring.


(Foto: FIA WEC TV)

Jan Kaiser


Læs mere om:
  • Michael Klitgaard Christensen
  • Le Mans
  • 16/06/19 - Le Mans - Le Mans

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk