Legends Car Cup   31/05/19

Kæmpe forløsning for #Rac37eam – Mike Mathiesen
Legends Car CupI weekenden blev 3. afdeling af Legend Cuppen afviklet på Ring Djursland. Hele weekenden var noget af en rutchebane tur for #Rac37eam – Mike Mathiesen, men det hele endte i stor triumf, hvor vardegenseren løb med både en sejr i finaleheatet og en generel pointsejr i OB-klassen.

Weekenden startede allerede torsdag nat, hvor teamet var i Sønderborg for at hente den nyrenoverede motor, efter den havde sat sig i finaleløbet på Padborg Park.

Fredag efter arbejde mødtes teamet derfor på Ring Djursland og fik installeret motoren, som blev startet og opvarmet et par gange, hvor alt så ud til at virke som det skulle.

Lørdag formiddag var teamet 100% klar, men lige inden træningen blev motoren igen opstartet, men der gik desværre ikke længe før den begyndte at lave mekaniske mislyde og der kom motorolie op fra olieudlufteren. Motoren var kaput. Heldigvis trådte klasseejeren Tom (Pedersen, Padborg Park red.) hurtig til og fandt en anden motor til Mikes racer. Teamet satte personlig rekord og fik lavet et komplet motorskifte på under 2 timer, så Mike kunne komme ud køre tidtagning.

Motoren var ikke kørt til, så Mike holdt igen med de høje omdrejninger i tidtagningen. Det blev til en samlet 12. plads (5ér i OB) ud af 34 kørere, hvilket var et rigtig godt udgangspunkt til søndagens tre heats. Det vigtigste var at bilen kørte rigtig godt og vi vidste at vi havde farten.

Søndag formiddag blev heat 1 afviklet og Mike fik vist sit fulde potentiale. Bilen var lynhurtig og Mike avancerede hurtigt til en generel tredjeplads, men grundet lidt tumult bagfra, kom #55 ind i det våde spor og ramte Mikes racer med så høj fart, at bilen lettede op over Mikes racer. Mike formåede dog at holde bilen på banen og afslutte løbet som toér i OB-klassen. (se episoden med sammenstødet på Facebook under Rac37eam)

Raceren havde kun fået mindre skader og teamet kunne få bilen klar til andet heat. Heatet var meget tæt og Mike havde mange nærkampe og flere positionsskift med andenpladsen i OB-klassen. Løbet sluttede med, at duellanterne Mike #37 og Ole #53 krydsede målstregen med kun to hundrededele af et sekund mellem sig - og heldigvis med Mike som den forreste, så han igen kunne sikre sig endnu en anden plads.

Til finaleheatet startede weekendens tre topkandidater i OB - Mike #37, Ole #53 og Lars #177 i samme klynge og der var optakt til en intens fight om klassesejren. Heatet startede og Lars kom bedst fra start efterfulgt af Mike og Ole. Raceren havde farten og Mike satte alt ind, for at fange Lars på første pladsen, kun én tiendedel skilte omgangstiderne på de tre hurtige kørere og de lå meget tæt i løbet. Desværre smed Lars bil olien i depotsvinget og måtte udgå. Mike var nær røget med af i den glatte olie. Resten af løbet forsvarede Mike sin førsteplads og krydsede målstregen som sejrherre af finaleløbet i OB.

”Jeg er så glad og stolt. Det er en kæmpe forløsning og meget mere end jeg havde turdet håbe på. Der har været så mange følelser på spil i weekenden og til tider så det hele sort ud. Heldigvis trådte Tom (Pedersen, Padborg Park red.) til og fandt en motor til os, så vi kunne køre race i weekenden. Der skal helt sikkert også lyde en stor tak til teamet, som i den sidste periode har lagt utrolig mange timer i projektet”, sagde Mike efter løbet.

Næste løb er på Jyllands ringen (8/9 juni) og vi krydser alt hvad der krydses kan, for at vi har en motor, så vi igen kan levere noget godt race og selvfølgelig kæmpe med om sejren. Alle er velkomne i #37´s telt til en lille snak og mon ikke Billund Bageri igen sørger for lækre kager.

Til de mere nysgerrige, er der lavet en lille film med weekendens højdepunkter. Den kan ses her: youtube.com/watch?v=awFHkdVB1SA

#Rac37eam
facebook.com/Rac37eam


Læs mere om:
  • Mike Mathiesen
  • Ring Djursland
  • 26/05/19 - Ring Djursland - Legends Car Cup

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk