ELMS   13/05/19

Vildt comeback for Mikkel Jensen
Vinder ELMS-løb på Monza fra bageste række
Trods bizarre odds og værste startplacering lykkedes det på magisk vis Mikkel Jensen og Jens Petersen at vinde anden afdeling af European Le Mans Series på Monza. Efter weekendens løb fører den dansk-tyske duo nu LMP3-mesterskabet i den prestigefyldte langdistanceserie.

Den danske BMW-fabrikskører Mikkel Jensen har sammen med sin tyske LMP3-makker, Jens Petersen, haft en alt andet end nem start på årets udgave af European Le Mans Series. Men trods endnu en løbsweekend med reservebil, manglende træning og en startplacering bagest i feltet, lykkedes det til stor overraskelse for både team og konkurrenter at tage sejren i firetimersløbet på Monza.

– Jeg ved ærligt talt ikke helt, hvad jeg skal sige. Det har været en vild weekend. Og en vanvittig start på sæsonen. Det må være første gang, at et team må bruge tre biler for at gennemføre årets to første afdelinger – og så alligevel tage mesterskabsføringen, lyder det fra Mikkel Jensen.


(Foto: Mikkel Jensen Racing)

Danskeren og hans tyske makker var allerede udfordret i første afdeling af European Le Mans Series på Paul Ricard i sidste måned, hvor Eurointernational-teamet måtte tage en reservebil i brug. Dette betød, at duoen gik glip af begge træningssessions og måtte køre direkte til kvalifikation med en bil, der var alt andet end løbsklar. Stik imod alle odds lykkedes det alligevel at hente en imponerende andenplads i løbet.

Vandt med reservebilen
Denne weekend startede det hele så forfra. Dels var den oprindelige racerbil endnu ikke tilbage hos teamet, men reservebilen måtte desuden erstattes med en anden reservebil, grundet et crash under forberedelserne til løbet.

– Så var vi ligesom sat tilbage i spillet igen, og denne gang var vi endnu dårligere stillet, eftersom vi ikke engang fik mulighed for at deltage i kvalifikationen og derfor måtte starte helt bagest bag alle GT-bilerne, forklarer Mikkel Jensen.


(Foto: Mikkel Jensen Racing)

Men stik imod forventningerne skulle det endnu en gang lykkedes for de to racerkørere at ydmyge resten af LMP3-feltet, da de ved afslutningen af det fire timer lange løb kørte deres Ligier over målstregen med hele 23 sekunders føring. En god blanding af smart strategi med tidligt pitstop kombineret med god fart samt lidt held i form af en gulflagsperiode, som kom på det rigtige tidspunkt og gjordet det muligt for Mikkel Jensen at hoppe tilbage i bilen og taget et ekstra stint og fuldføre løbet, gjorde udslaget.

– Vores resultat har naturligvis givet en del omtale rundt omkring, og vi er selv stadig overraskede over, at det kunne lade sig gøre. Når det er sagt, er det fedt at have så solid en føring i mesterskabet blot to afdelinger inde i sæsonen. Vi regner med at have vores egen racerbil tilbage i garagen til Road To Le Mans i næste måned, og eftersom vi stadig føler, at dén er endnu bedre end de to reservebiler, vi har brugt indtil nu, er vi ret forventningsfulde.

Mikkel Jensen Racing


Læs mere om:
  • Mikkel Jensen
  • Monza
  • 12/05/19 - Monza - ELMS

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde