Sportscar racing   10/05/19

GT4-race på fantastiske Brands Hatch
En hæsblæsende weekend er ovre, og Nicolaj Møller Madsen tager fra Brands Hatch med endnu en podieplads i bagagen. Det var ellers ikke givet på forhånd, taget weekendens forløb i betragtning.

Denne race-weekends program var meget kompakt i forhold til mange andre løb, da både træninger og qualifying lå lørdag med kort tid i mellem dem. Begge træninger gik fantastisk for både Nicolaj og hans medkører Cedric Freiburghaus. De blev nummer to i første træning, og anden træning handlede om at få testet en masse.

Da det blev tid til qualifying, var det pludselig en helt anden snak. Det blev en meget forstyrrende quali med skiftende regn og tørt, og en masse røde flag, der gjorde, at udfaldet blev mere tilfældigt end oprigtigt. Cedric sluttede som 20’er og Nicolaj som 6’er.

“Det er frustrerende at sidde i bilen, og føle man har kontrollen, for bare at opdage, at tilfældigheder kommer til at udgøre resultatet. Quali er bestemt ikke gået, som vi havde håbet, men i morgen er en ny dag”, udtaler Nicolaj Møller Madsen, racerkører for Phoenix Racing.

Endelig race day
Søndagen bød på hele to løb, og dagen starter med fantastisk vejr og højt humør i Phoenix Racing-lejren. Det på trods af, at de stod overfor et hårdt og krævende race. I første race sad Cedric bag rattet, og skulle kæmpe sig op igennem feltet fra P20. Det er lidt af en opgave, som Cedric heldigvis klarede rigtig godt. Han fik en flot start, da mange af konkurrenterne lavede fejl, og han formåede at holde sig ude af problemer.

“Da jeg tager over, har Cedric formået at komme op på P9. Herfra får jeg os op på P2, og var virkeligt flyvende. Desværre slap talentet op her. Jeg kommer 15 cm for bredt ud i et sving, og bilen ender i væggen hårdt nok til, at det højre bagdæk punkterer og en sporestang er bukket. Sådan en situation er næsten ikke til at beskrive - skuffelsen er enorm. Men sådan går det, når man kører et hårdt løb, og presser en racerbil til det yderste”, forklarer Nicolaj.

Phoenix Racing har nogle dygtige mekanikere, der formåede at få bilen klar til Race 2, til trods for at tiden var knap. De leverer en bil, der er eminent, og det kombineret med en kæmpe indsats fra hele teamet betød, at Nicolaj og Cedric endte på podiet endnu engang som 2'er i løbet. De er derfor stadig med i kampen om Europamesterskabet, og ligger lige nu P4, med en overskuelig rækkevidde til de første.

Phoenix Racing


Læs mere om:
  • Nicolaj Møller Madsen

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde