Le Mans   16/04/19

Dansk team stiller til start i Le Mans
Le MansSå lykkedes det endeligt for det danske racing team High Class Racing, at komme gennem nåleøjet til det mest prestigefyldte racerløb i verden, 24H of Le Mans. Gode resultater har banet vejen for deltagelsen. Dermed er der igen deltagelse af et dansk ejet team, når starten går til den 87. udgave af det franske løb, d. 15. Juni.

Efter to år på reservelisten, har High Class Racing med danske Anders Fjordbach og Dennis Andersen endelig nået et af de store mål for teamet. Igen i år var de placeret på reservelisten, og historisk set er der ikke mange chancer for at konvertere dette til en plads på gridden til selve løbet. ACO der er arrangører af det prestigefyldte løb har dog haft svært ved at overse det danske team, der i sidste sæson viste flot kørsel i den europæiske Le Mans serie, ELMS. Det betød at man har valgt simpelthen at udvide deltagerantallet med to teams i LMP2 klassen. Så ud over High Class Racing kommer også United Motorsport med.

Både manager Peter Utoft og teamets to kørere har hænderne over hovedet.
“Det er naturligvis kæmpe stort, endelig at nå målet”, lyder det fra Peter Utoft.
“Vi har kæmpet for det her igennem rigtig lang tid nu, og at man så vælger at udvide klassen, betyder endnu mere. Det fortæller os, at man har villet have os med. Man bygger simpelthen ekstra garager så vi kan være der”.

Også Anders Fjordbach har svært ved helt at forstå det.
“Det er lidt uvirkeligt. Nu har vi gået i et vakuum i noget tid, og håbet uden sikkerhed for noget som helst. Og fordi tiden har været så fremskreden var vi nok begyndt at indstille os på at det heller ikke blev i år. Og selvom vi fik et lille hint i sidste weekends løb på Paul Ricard, kom det stadig som en kæmpe overraskelse”, lyder det fra den lynhurtige nordjyde, der har understreget sit talent, ved at være hurtigste LMP2 bil til den officielle test dag forud for ELMS åbningsløbet på Paul Ricard.
“Er du gal vi har travlt nu, men hey - det er jo det her vi har håbet på, og vi når det hele!”

Dennis Andersen, teamets anden chauffør er helt klar i beskrivelsen.
“Det er lidt ligesom om man har sommerfugle i maven, samtidig med at man får det sug i maven man oplever ved en forelskelse, og så lige med følelsen af at få den fedeste julegave - i april måned. Det er virkelig vildt”.

Han er dog også godt klar over at nu skal det gå stærkt.
“Vi har virkelig travlt nu. Teamet er dog klar, og vi skal nok nå det. Men der er godt nok mange ting der lige skal styr på”.

Først og fremmest skal teamet nu ud at finde den helt rigtige tredie chauffør til bilen. Den opgave er yderst vigtig, og den består af tre lige vigtige elementer. Manager Peter Utoft forklarer:
“For det første skal det være en kører der passer godt med Anders og Dennis. Dernæst skal det være en kører der har stor stabilitet i sin kørsel - et 24 timers løb bliver ikke vundet på en enkelt hurtig omgang. Til sidst skal han naturligvis kunne køre stærkt, samtidig med at han formår at passe på materiellet”.
“Vi er allerede igang med at kigge os om efter navne der kan være interessante”, siger Utoft.

Teamet kommer som det eneste danskejede team med til dette års løb, og det er en speciel glæde.
“Det er fantastisk at der igen er et dansk team med”, siger Peter Utoft.
“Vi har igennem årene vist at danske racerkørere er rigtig dygtige, og samtidig har vi også bevist at danske teams ved hvordan man klarer en opgave som denne”, slutter Peter.

High Class Racing


Læs mere om:
  • Anders Fjordbach
  • Dennis Andersen
  • High Class Racing
  • Le Mans
  • 16/06/19 - Le Mans - Le Mans

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk