Michelin Le Mans Cup   14/04/19

Mikkel Mac på podiet i årets første afdeling af Le Mans Cup
Den danske Ferrari-profil var hurtigste GT-kører i Le Mans Cup-premieren på Paul Ricard, men måtte grundet tidsstraf nøjes med en tredjeplads.


(Foto: Mikkel Mac Racing)

Mikkel Mac sikrede Luzich Racing en pokal i årets første afdeling af Michelin Le Mans Cup, som blev afviklet på Paul Ricard-banen i Frankrig lørdag eftermiddag. Et løb, som imidlertid var præget af en del forvirring, hvilket blandt andet var medvirkende til en tidsstraf, som kostede danskeren og hans franske medkører en potentiel sejr.

– Der stod ganske enkelt en marshall og spærrede for den røde lampe i pitlane, da jeg sammen med 11 andre biler blev sendt ud efter kørerskifte. Det var åbenlyst, at ingen kunne se, at pitudkørslen var lukket, men alligevel blev der uddelt straffe, lyder det fra en ærgerlig Mikkel Mac.

Trods den danske Ferrari-kører var feltets hurtigste kører med en omgangstid, der var mere end et halvt sekund bedre end den næsthurtigste i GT3-klassen, var tidsstraffen på to minutter alligevel for stor at indhente. Mikkel Mac og Fabien Lavergne måtte således tage til takke med en tredjeplads i premieren på Le Mans Cup – et mesterskab, som udløser billet til 24-timers Le Mans, såfremt man vinder sin klasse.


(Foto: Mikkel Mac Racing)

Mikkel Mac: Fantastisk at være tilbage i sædet
– Men det var fantastisk at komme tilbage i en racerbil igen efter vinterpausen. Vi havde en god fart, og Fabien gjorde et sublimt job i kvalifikationen, hvor han sikrede os en pole position med vores Ferrari 488 GT3. Teamet ydede en suveræn indsats, og havde vi ikke fået den straf, er jeg sikker på, at vi havde stået øverst på skamlen. Heldigvis er der kun fire uger til vi skal på banen igen, siger Mikkel Mac.

Næste opgave for Mac, Lavergne og Luzich Racing bliver anden afdeling af Le Mans Cup, som afvikles på den italienske Formel 1-bane Monza den 10.-11. maj. Forinden stiller Mikkel Mac op i den danske Super GT-serie på Padborg Park den 27.-28. april.


(Foto: Mikkel Mac Racing)

Mikkel Mac Racing


Læs mere om:
  • Mikkel Mac
  • Paul Ricard
  • 13/04/19 - Paul Ricard - Michelin Le Mans Cup

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk