SportsCar Championship   14/04/19

Jan Magnussen på podiet efter vildt gaderæs i Long Beach
IMSA-kalenderens korteste løb, Grand Prix of Long Beach, har aldrig skuffet med underholdningen, og dét var sandelig heller ikke tilfældet i årets udgave af gaderæset, som blev afviklet sent lørdag aften dansk tid. Jan Magnussen og Antonio Garcia kørte sig til en stærk andenplads i lørdagens vilde gaderæs syd for Los Angeles.

Antonio Garcia startede fra en femteplads i det 100 minutter lange løb, mens Jan Magnussen kørte den gule Corvette C7.R i mål på en andenplads.


(Foto: Richard Prince)

– Long Beach er en af mine favoritbaner, ikke mindst fordi der er garanti for action, når man kører side om side tæt op ad betonvæggene. Teamet havde givet os en fantastisk bil i år, og Antonio kørte et stærkt stint, inden jeg overtog. Allerede i pitlane hentede vi en position, og mod slutningen af løbet lignede det en tredjeplads, men det hele tog en drejning, da den forankørende Ford, som jeg jagtede, pludselig løb tør for brændstof, forklarer Jan Magnussen.

Godt belært af forrige års Long Beach-ræs, hvor Antonio Garcia blev fanget bag nogle havarerede biler i løbets sidste sving, var Jan Magnussen ikke sen til at reagere, da konkurrenten med ét mistede farten med blot en halv omgang tilbage af løbet.


(Foto: Richard Prince)

To Corvetter på podiet
– Jeg frygtede straks, at jeg kunne blive fanget bag ham, så i stedet for at bremse, var jeg simpelthen nødsaget til at give fuld gas for at få ham af vejen, så jeg kunne komme sikkert frem til det ternede flag, forklarer Jan Magnussen.

Kontakten mellem de to biler var imidlertid ikke noget, som hæmmede hverken den gule Corvette eller føreren i den kapitulerende Ford, og Magnussen kunne krydse målstregen på en sikker andenplads – i øvrigt efterfulgt af teamkammeraten Tommy Milner, som sikrede søsterbilen en tredjeplads.


(Foto: Richard Prince)

– Det var et godt resultat efter to uheldige år her i Long Beach. Vi vil naturligvis altid helst vinde, men en andenplads hjælper os frem i mesterskabet, så det har bestemt været en god weekend.

Næste opgave for Jan Magnussen, Antonio Garcia og resten af Corvette Racing er fjerde afdeling af det amerikanske IMSA-mesterskab, som finder sted på Mid-Ohio Sportscar Course den 3.-5. maj.


(Foto: Richard Prince)

Jan Magnussen Racing


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Long Beach
  • 13/04/19 - Long Beach - SportsCar Championship

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde