Sportscar racing   22/03/19

Christina Nielsen stiller op i Blancpain GT World Challenge Asia for Craft-Bamboo Racing
Den dobbelte IMSA-mester Christina Nielsen udfordrer endnu et højt profileret GT3-mesterskab, når hun sammen med Mercedes-AMG og Craft-Bamboo Racing stiller op i Blancpain GT World Challenge Asia.

Christina Nielsen udvider igen sit 2019-program med en aftale, som bringer den danske racerkører og dobbelte IMSA-vinder langt østpå. Efter en succesfuld test på den malaysiske Sepang-bane i kølvandet på 12-timersløbet på Sebring i Florida, har den 27-årige racerkører denne uge indgået en aftale med det Hong Kong-baserede Mercedes-AMG-team Craft-Bamboo Racing om en fuld sæson i Blancpain GT World Challenge Asia.

– Craft-Bamboo er et stort navn i international motorsport med stærke resultater i forskellige GT-mesterskaber, og jeg fik for alvor teamets høje standard at se under testen på Sepang tidligere denne uge. Det fungerede i det hele taget rigtig godt. Teamet er meget dedikeret og enormt struktureret, hvilket er noget, som jeg sætter høj pris på, lyder det fra Christina Nielsen.


(Foto: Christina Nielsen Racing)

Christina Nielsen: Kæmpe tak til Mercedes-AMG
2019-udgaven af Blancpain GT World Challenge Asia skydes i gang den 6.-7. april på netop Sepang International Circuit, og her vil Christina Nielsen dele teamets Mercedes-AMG GT3 med den 38-årige canadiskfødte Darryl O'Young – en erfaren GT-kører og tidligere GT Asia-mester, som tager hul på sin tredje sæson i Blancpain-serien, og som ligesom sin nye medkører går målrettet efter et mesterskab i den kommende sæson.

– Jeg ser frem til endnu en udfordring og glæder mig til at komme i gang med ræset sammen med Darryl. Hans resultater taler for sig selv, og jeg har i det hele taget kun positive ting at sige om det her nye eventyr. Ikke mindst skal der lyde en kæmpe tak til Mercedes-AMG og Craft-Bamboo Racing for at sætte deres lid til mine evner og for at give mig chancen for at udfordre endnu et mesterskab i denne sæson.


(Foto: Christina Nielsen Racing)

Teamchef: Christina har længe været på vores radar
Blancpain GT World Challenge Asia anses for at være det mest prestigefulde GT-mesterskab I Asien, hvilket tiltrækker fabriksstøttede teams og fabrikskørere fra alle de store bilmærker. 2019-sæsonen strækker sig over seks løbsweekender i fem lande over hele Asien. Sæson skydes i gang den 6.-7. april på Sepang International Circuit i Malaysia og følges op af løb i Thailand, Japan og Sydkorea før finalen i Shanghai, Kina, til september.

– Vi er enormt glade for at kunne præsentere Christina Nielsen som en del af vores lineup for den kommende sæson. Vi har et klart mål om at kæmpe for mesterskabet, hvilket kun lykkes med hurtige og erfarne kørere. Christina har været på vores radar i et stykke tid, og hun har virkelig imponeret os med sin fart og dedikation. Både Christina og Darryl har bevist, at de kan vinde mesterskaber, så vi er enormt spændte på at se, hvad vi sammen kan udrette, lyder det fra Operations Director of Craft-Bamboo Racing, Russel O'Hagan.


(Foto: Christina Nielsen Racing)

To mesterskaber med Mercedes-AMG
Aftalen med Craft-Bamboo Racing betyder, at Christina Nielsen i 2019 deltager i to fulde mesterskaber med Mercedes-AMG. Blancpain GT World Challenge Asia deltager danskeren nemlig også i Intercontinental GT Challenge for britiske Strakka Racing.

Christina Nielsen Racing


Læs mere om:
  • Christina Nielsen

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk