SportsCar Championship   05/03/19

Christina Nielsen vil vinde prestigefyldt 12-timersløb med Meyer Shank Racing
Det legendariske 12-timersløb på Sebring er næste opgave for Christina Nielsen, som nu også er bekræftet til IMSA-sæsonens øvrige langdistanceløb – sekstimersløbet på Watkins Glen og 10-timersløbet på Road Atlanta.

Efter en stærk indsats med Meyer Shank Racing til 24-timersløbet på Daytona, teamer Christina Nielsen igen op med de tre kvindelige profiler Kathrine Legge, Bia Figueiredo og Simona De Silvestro i et forsøg på at vinde det legendariske 12-timersløb på Sebring. En historisk klassiker, som helt siden 1952 har fundet sted på en nedlagt militærlufthavn midt inde i Florida.


(Foto: Team Nineteen Corp.)

– Det er et af de løb, som er så råt og kontant, at du elsker det alene af dén årsag. Sebring er uden sammenligning den mest krævende bane på kalenderen, både for bilerne og for kørerne. Du kører på resterne af gamle landingsbaner, hvor huller, ujævnheder og skiftende belægning slider maksimalt på dæk og biler og gør det endnu mere udfordrende at køre ræs. Og netop derfor er løbet min helt klare favorit, lyder det fra Christina Nielsen.

Den danske racerkører og dobbelte IMSA-mester sluttede sig i 2016 til den fornemme liste af kørere, som har vundet en sejr på Sebring, og hun har tre år i træk sikret et trofæ. Med sit nye hold, som hun deler den Caterpillar-dekorerede Acura NSX GT3 Evo #57 med, vurderer Christina Nielsen, at det er muligt kæmpe med om et topresultat.


(Foto: Team Nineteen Corp.)

Christina Nielsen: Vi kommer til at stå stærkt
– Vi møder op velforberedte. Vores test for to uger siden forløb godt og effektivt, og vi fik afprøvet en masse forskellige ting. Da Meyer Shank Racing stiller med to Acura-biler til løbet, har vi mulighed for at teste endnu flere ting, hvilket har gjort os endnu bedre forberedt. Indtil videre har teamet virkelig imponeret mig, og med konstellationen Legge, Bia, Simona og Nielsen tror jeg, at vi kommer til at stå stærkt på Sebring i år.

Til 24-timersløbet på Daytona deltog Christina Nielsen som stand-in for Jackie Heinricher, som er idépersonen bag det kvindelige setup og samarbejdet med Caterpillar, og takket være en stærk indsats fra danskeren er Nielsen blev tilknyttet holdet i alle IMSA-sæsonens langdistanceløb, herunder det allerede afviklede 24-timersløb på Daytona og det kommende 12-timersløb på Sebring.


(Foto: Team Nineteen Corp.)

De to resterende er sekstimersløbet på Watkins Glen til juni og 10-timersløbet Petit Le Mans på Road Atlanta til oktober. Christina Nielsen deltager således i alle afdelinger af langdistancemesterskabet Michelin Endurance Cup.

Christina Nielsen Racing


Læs mere om:
  • Christina Nielsen
  • Sebring
  • 16/03/19 - Sebring - SportsCar Championship

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk