1600 Challenge   09/10/18

Mathias Valentin DIF Danmarksmester 2018
Mathias Valentin er vinder af DIF Danmarksmesterskabet 2018 i Yokohama 1600 Challenge.
Den 19-årige racerkører fra Gørlev på Vestsjælland har sæsonen igennem været dominerende, men på sin egen stille facon, og præcis det samme gentog sig ved sæsonfinalen på FDM Jyllandsringen nær Silkeborg.

Inden weekenden havde Mathias 47 points forspring til nummer to i Mesterskabet, med 50 point resterende i sæsonen. Derfor havde han rigtig gode kort på hånden – men intet var sikkert inden målstregen var krydset for allersidste gang.


(Foto: JJ Media)

Det lunefulde efterårsvejr kunne gå hen og blive en medspiller, men på nær en fugtig bane i træningen lørdag morgen, var der godt med greb i den ellers kolde asfalt.

Træningen blev brugt til lige at tjekke, om alt på bilen var som det skulle være, og så ellers bare passe på materiellet til senere på dagen. Derfor var 3. hurtigste tid af alle lidt irrelevant, da tiden blev sat på slicks, mens andre var på regndæk.

På en knastør bane lørdag middag, blev kvalifikationen kørt. De 80 kg succesballast, som Mathias skulle have med denne weekend, kunne helt sikkert godt mærkes, så han måtte tage til takke med 3. hurtigste tid af alle, men bag to kørere med mindre vægt i bilerne.

Herefter stod den på mere end 24 timers ventetid, inden Heat 1 skulle køres søndag eftermiddag. Så der var masser af tid til at sommerfuglene i maven kunne vokse sig større. De fløj heldigvis væk, da først hjelmen kom på. Da de 5 røde startlamper slukkede, var Mathias iskold, og tog føringen med en super start fra 3. position.

Han måtte dog hurtigt ned i fart igen, da der var et par uheld længere tilbage i feltet, hvilket gjorde at der måtte Safety Car på banen for at få disse biler fjernet.


(Foto: JJ Media)

Da løbet blev givet frit igen, fik den sølvgrå Suzuki Swift Sport med nummer 5 i ruden hurtigt opbygget et forspring på omkring et par sekunder, der holdt hele vejen til målstregen. Dermed var karrierens 10. sejr i Yokohama 1600 Challenge, på blot to sæsoner, i hus.

Og hvad der var endnu vigtigere – så var DM titlen også i hus, hvilket var en kæmpe lettelse for hele holdet.

Men weekenden var ikke slut endnu, og der var stadig mulighed for at snuppe en helt unik rekord.


(Foto: JJ Media)

Selvom Heat 2 blev startet fra 8. position, gik der ikke længe før at Mathias fik arbejdet sig op gennem feltet. I løbet af 4 omgange var han oppe på andenpladsen af løbet. Det var faktisk en anelse langsommere end vi ellers har været vant til at se – men der skulle passe ekstra meget på bilen, da den allerede var solgt inden weekenden, og skulle overdrages til den nye ejer søndag eftermiddag efter løbet.

Der blev lagt maksimalt pres på den førende kører, og en Safety Car midt i løbet, gjorde at Mathias var helt oppe ved bagkofangeren på konkurrenten, da løbet blev givet frit igen.

Det så længe ud til at han måtte tage til takke med andenpladsen – lige indtil der åbnede sig et hul 3 sving før målflaget, som lige nøjagtig passede til en Suzuki Swift Sport, og så valgte Mathias altså at dykke forbi, og passere målstregen som allerførste bil.

En helt forrygende afslutning, på en helt utrolig sæson.


(Foto: JJ Media)

Nogle hurtige facts omkring præstationen:

  • Mathias sluttede på podiet i samtlige 14 heats gennem sæsonen. Det har ingen andre kørere præsteret i Yokohama 1600 Challenge historien.
  • Mathias scorede det højeste pointantal i klassen siden 2010, og her var der vel og mærke 8 løb i sæsonen, så reelt set har ingen anden haft så højt et pointgennemsnit i en sæson.
  • På kun 2 sæsoner i klassen, har Mathias vundet 11 ud af 29 heats.
  • I løbet af de to sæsoner, har han været på det generelle podie 20 gange.
  • På nær det allerførste heat i bilen på Ring Djursland i september 2017, har Mathias været på podiet i samtlige løb, han har kørt i bilen – men det løb startede han altså også fra sidstepladsen, og lavede 13 overhalinger undervejs.
  • 9 gange har han kørt løbets hurtigste omgang – heriblandt begge løb denne weekend.
  • På nær lidt småskrammer, og en ødelagt forkofanger på Lausitzring 2018, har bilen kørt upåklageligt siden de overtog den i september 2017, og teamet har haft meget lave driftsomkostninger gennem sæsonen.
  • Mathias var en af blot to kørere, der så målflaget hver eneste gang i Yokohama 1600 Challenge sæsonen 2018. Den anden var hans nærmeste udfordrer i Mesterskabet.

Mathias Valentin vil gerne sige tak til alle samarbejdspartnerne, der har støttet op om teamet i denne sæson. Uden jeres hjælp, ville det ikke have været muligt at kunne hjemkøre dette helt fantastiske resultat. Tak til alle konkurrenterne ude på banerne, som vi har kørt en masse godt ræs imod, og tak til alle de frivillige ude på banerne, som gør det muligt at køre racerløb.


(Foto: JJ Media)

I 2017 sluttede vi sæsonens sidste løbsrapport med:

”Men hold øje med navnet Mathias Valentin fra Gørlev, for det kan sagtens være et som kommer til at give genlyd i toppen af Dansk motorsport, i gennem de næste mange sæsoner.”

Navnet har som minimum givet genlyd i Yokohama 1600 Challenge i år, og så må vi se hvilken klasse holdet stiller op i, når 2019 sæsonen starter. Lige nu er der i hvert fald et ledigt område på værkstedsgulvet, hvor den sølvgrå Suzuki Swift Sport med nummer 5 plejede at stå, men den plads bliver forhåbentlig snart taget af et nyt og spændende projekt.

Blom Motorsport

JJ Media


Læs mere om:
  • Mathias Valentin
  • Jyllandsringen
  • 07/10/18 - Jyllandsringen - 1600 Challenge

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk