Citroën DS3 Cup   08/10/18

Jørgen Worthmann slutter sæsonen med sejr
Jørgen Worthmann løb med hæderen som vinder af årets sidste heat i DS3 Cup efter et hæsblæsende drama på Jyllandsringen.
Det gik vildt for sig i årets sidste finale i DS3 Cup. Flere safetycarperioder måtte der til, og desværre blev sæsonens sidste løb præget af buler til en række uheldige kørere og teams.


Podiet i årets sidste finale i DS3 Cup - Jørgen Worthmann vinder foran Kenn Bach og Anton Bergström
(Foto: Niklas Majgaard)

Sådan gik det ikke for den rutinerede sønderjyde. Han formåede at holde hovedet koldt, og kunne med en velovervejet indsats trække årets eneste løbssejr i hus.


Jørgen Worthmann kørte taktisk klogt og fik det maksimale ud af alt balladen
(Foto: Morten Kimer)

Fra løbets begyndelse var det i særdeleshed sønderjyden, der svang taktstokken. Pole position havde svenske Isac Aronsson ellers, men Worthmann fik en fantastisk start, og skød straks frem i føring. Umiddelbart bag Aronsson opstod der også en større gang tumult. Jonas Lynge bragte sig lynhurtigt fra sin startposition som nummer seks til nummer tre, men nåede kun halvt ind på første omgang, før hans håb om at lukke weekenden med en dobbeltsejr bogstaveligt talt blev parkeret i sandet.

Det bragte en safetycar på banen, og Jørgen Worthmanns ellers glimrende forspring forsvandt straks.

Safetycarperioden bragte Thomas Faraas ind i kampen, men han blev snydt på det groveste af Worthmann, da safetycaren trak ind, og på den måde var Worthmann igen i spidsen med et pænt forspring.


Anton Bergström var indblandet i lidt ballade undervejs, men bilen kørte helt til podiet. Tredjepladsen er årets bedste løbsresultat for svenskeren
(Foto: Morten Kimer)

Flere afbrydelser
Troede Jørgen Worthmann, at hans sikre forspring skulle holde til mål, så kunne han godt tro om igen. Først fik Thomas Faraas to strafbaner for at have trængt en anden deltager, og siden gik der ikke mange minutter, før Jyllandsringens safetycar igen var på banen.

Denne gang på grund af et stort sammenstød, hvor Isac Aronsson i en indbremsning pludselig ryger på tværs af banen og rammer Mads Frederiksen såvel som Anton Bergström. Sidstnævntes bil fik et stort stød i fronten, men svenskeren kunne fortsætte sit løb. Det blev imidlertid sæsonens slutning for Aronsson.

Med safetycar på banen igen var det derfor Jørgen Worthmann foran Kenn Bach, Anton Bergström og Jesper Thomsø, der alle udnyttede et sandt kaos-løb til at bringe sig frem i feltet. Det blev også resultatet ved det ternede flag.

Nummer fem blev Erik Bertilsson, mens Thomas Faraas blev nummer seks. Kristian Moe Sætheren blev nummer syv, mens Mads Frederiksen blev nummer otte.

Resultatet betyder, at Jonas Lynge er dansk mester for andet år i træk med 220 point foran Kenn Bach med 161 og Kristian Moe Sætheren med 148.

Isac Aronsson udspillede sin rolle om det svenske mesterskab med sit crash, så her er Erik Bertilsson mester, mens Kristian Moe Sætheren er mester i både U21 og i det norske mesterskab i serien.

Årets bedste rookie er Anton Bergström, som med dagens tredjeplads også fik sæsonens bedste løbsresultat. I Gravlund Cup for kørere over 40 år er Kenn Bach ny mester.


Stor glæde hos Team Worthmann
(Foto: Niklas Majgaard)

Det sagde de efter løbet:

Jørgen Worthmann, vinder:
- Jamen, hvad skal jeg sige. Det er en mega perfekt afslutning på sæsonen. Jeg synes, jeg har bevist, at jeg godt kan finde ud af at lave starter, og det var også baggrunden for det hele i dag. Der var meget tumult derude, men jeg fik kørt mig gennem det.

Kenn Bach, P2:
- Det her var overhovedet ikke det, jeg havde i tankerne, da jeg kørte ud til starten. Jeg skulle bare igennem uden at få satset noget - men så skete der pludselig ting, skal jeg da lige love for. Ved den sidste safetycar var Jørgen foran mig, og han fik snydt mig fuldstændigt, da løbet blev genstartet. Jeg gik efter sølvet den her weekend, og det lykkedes. Det er en fantastisk følelse at have opnået noget, som jeg har arbejdet så hårdt for at få til at lykkes.

Anton Bergström, P3:
- Jeg er meget tilfreds med at slutte med et så godt sidste løb. Der var virkelig meget kaos derude, men jeg forsøgte efter bedste evne at styre udenom problemerne, og det lykkedes. Det har været en meget lærerig sæson for mig, og jeg føler, at vi er nået meget langt i hele teamet. Jeg ser frem til næste år, og håber, at vi kan køre os på podiet nogle flere gange.

Insight Racing DK


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 07/10/18 - Jyllandsringen - Citroën DS3 Cup

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde