Formula Renault 2.0 Eurocup   25/09/18

Christian Lundgaard mister mesterskabsføring efter dramatisk weekend
Formula Renault 2.0 EurocupInden weekendens næstsidste afdeling i Formula Renault Eurocup, der blev afviklet på Hockenheimring i Tyskland, førte danske Christian Lundgaard sensationelt mesterskabet i hans første sæson. Desværre udviklede de to løb på Hockenheimring sig yderst dramatisk for Christian Lundgaard, der udgik fra begge løb efter tæt kamp med de øvrige konkurrenter til mesterskabet.

Ved lørdagens løb startede de fire forreste i mesterskabet på de fire første pladser. Christian Lundgaard startede fra fjerde position, men da starten gik, var han hurtigt i angreb på kinesiske Yifei Ye, der lå på andenpladsen. Men i sving to blev Lundgaards bagdæk ramt bagfra af Victor Martins frontvinge. Med 230 km/t på vej mod banens hårnålesving viste Lundgaards racer ikke tegn på punktering, før han skulle bremse. Det var tæt kamp blandt de forreste, men da Lundgaard skulle bremse, var det næsten umuligt at standse bilen, da venstre bagdæk og højre fordæk hang oppe luften grundet punkteringen. Den unge danske undveg ved en lynhurtig reaktion konkurrenterne og et potentielt stort sammenstød med ganske få centimeter, da han i høj hastighed passerede mellem de øvrige biler og efterfølgende kun lige nåede, at redde bilen fra et sammenstød med autoværnet. Christian Lundgaard fik bilen tilbage til pitten, men det blev hurtigt besluttet ikke at fortsætte løbet, da han ville være nødsaget til at bruge de dæk, han skulle anvende i søndagens løb og muligheden for at nå point i de store felt på 29 biler var så godt som umulig. Fra pitten måtte han se de to værste konkurrenter til mesterskabet, Max Fewtrell og Yifei Ye, der begge kører deres anden sæson i mesterskabet, slutte som nummer et og to og samtidig overtage samme positioner i mesterskabet.


Christian Lundgaard i bilen med startnummer 31 medens han stadig førte løbet
(Foto: Renault Sport)

Søndag viste Christian stor styrke, da han lagde lørdagens uheld bag sig og efter en flot kvalifikation sikrede han sig det bedste udgangspunkt, da han var hurtigste mand og startede løbet fra pole position. Herfra tog han, efter en tæt duel på første omgang, føringen med Fewtrell og Ye bag sig. Christian Lundgaard fik opbygget en lille føring, men grundet en strandet bil på banen omkring halvvejs kom der safetycar på banen. Ved genstarten pressede Fewtrell hårdt bagfra og var side om side med Lundgaard på vej mod hårnålen. Lundgaard holdt føringen, men da der skulle accelereres væk fra hårnålen knækkede en trækaksel og Lundgaard stod næsten stille da konkurrenterne ræsede forbi ham og han blot måtte trille ind til siden. Igen var det Fewtrell der vandt løbet med Ye på tredjepladsen.

Trods weekendens skuffelser, så fører Christian Lundgaard fortsat rookie-mesterskabet og skal blot sikre sig 7 point ved sidste afdeling for at blive rookie-mester.

”Det er vist svært, at finde nogle pæne ord for den weekend” fortalte en skuffet Christian Lundgaard efter weekenden. ”Det var noget rigtig l…, for at sige det på godt dansk. Selvom jeg stadig har en matematisk chance for at vinde mesterskabet, så føler jeg lidt, at det blev taget fra mig i denne weekend på grund af nogle ting, jeg ikke havde indflydelse på. Jeg satte ikke en fod forkert og lørdag var jeg kun 1/10 sekund fra pole position. Jeg får en god start, men er ikke klar over, at jeg fik en punktering, da jeg blev ramt bagfra. Så da jeg skal bremse får jeg noget af en overraskelse og det er rent instinkt, at jeg ikke rammer nogle. Jeg nåede blot at tænke, at jeg bare skulle undgå kollision, så da jeg var tilbage i pitten, fik jeg at vide, at jeg virkede rimelig afklaret efter det der skete, men jeg havde mere fokus på, at jeg havde undgået at smadre bilen, som ville have betydet, at jeg ikke kunne starte løbet søndag. Søndag havde jeg virkelig en god fornemmelse og var klar til at kæmpe, for at komme tilbage i mesterskabet. Jeg synes, jeg havde løbet under kontrol, men allerede omgangen inden der kom safetycar, følte jeg en vibration fra bagtøjet. Så da jeg skal accelerere væk fra hårnålen kan jeg bare mærke, at noget knækker og så var det slut. Det er virkelig skuffende, men nu er mit mål, at komme til finaleløbet og forsøge at vinde de to sidste løb. Afgørelsen i mesterskabet er ude af mine hænder og så må jeg bare gøre det så godt som muligt. Jeg kan dog stadig sikre mig rookie-mesterskabet, som jo var mit mål da sæsonen startede, men efter en stærk sæsonstart havde jeg skiftet fokus og har haft det generelle mesterskab som mit store mål. Men at blive rookie-mester vil selvfølgelig også være rigtig stort”.

Finaleløbet køres i Barcelona den 20.-21. oktober.

Lundgaard Racing

Jan Kaiser


Læs mere om:
  • Christian Lundgaard
  • Hockenheim
  • 23/09/18 - Hockenheim - Formula Renault 2.0 Eurocup

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk