DM Rally   10/09/18

Første 2018-mesterskab kørt hjem til Rally Team Mejer
Efter både op- og nedture i de første rally-arrangementer efter sommerferien, tog Rally Team Mejer grundig revanche i Rally Midtjylland, som blev kørt i den forgangne weekend. Det var 5. afdeling af Autoplus Dansk Super Rally 2018, som er synonymet med Danmarksmesterskabet i rally, samt 3. afdeling af det lokale Mini Rally Syd mesterskab, som blev kørt i området imellem Silkeborg og Klovborg i Midtjylland.

Teamet, og specielt Heino Mejer og Bo Mølgaard, som i år har haft store problemer med gearkassen, var sat op til at det skulle køres både sikkert og effektivt, for at forbedre deres placering i Autoplus Dansk Super Rally, hvor de inden løbet lå placeret på en 4. plads i den samlede stilling. Desuden lå de godt til i Mini Rally Syd mesterskabet, og kunne, hvis alt flaskede sig, køre mesterskabet hjem til teamet.

Rally Midtjylland blev en stor udfordring for alle deltagere. Dagen startede med regn i store mængder, hvilket betød at dækvalget var vanskeligt. Stærk blæst, skiftende med regn satte hvert enkelt team på prøve. Imellem regnbygerne tørrede vejene op, så man kunne køre på tørvejrsdæk, mens de hyppige regnbyger gjorde det nødvendigt med regnvejrsdæk. Hvad skulle man vælge?


Heino Mejer og Bo Mølgaard kørte sig op på en generel 3. plads i kampen om Autoplus Dansk Super Rally 2018 mesterskabet
(Foto: Rallypics.dk)

I samråd blev der valgt rigtigt, og løs gik det på prøverne. På den første hastighedsprøve lå Heino Mejer og Bo Mølgaard på en flot generel 2. plads, kun overgået af Ib Kragh og Freddy Pedersen i den firhjulstrukne Citroén DS3 R5. På anden hastighedsprøve kom udfordringerne. Pludselig gik bilen i stå, og det varede nogle sekunder inden mandskabet fandt årsagen. Hovedafbryderen, som er en sikkerheds anordning, var ”hoppet ud”, og havde afbrudt al strømmen til bilen. Det betød at de rykkede langt ned i rækkerne, og måtte tage til takke med en generel 9. plads efter prøven. Nu var der blot en ting at gøre – Fuld attack fra og med prøve 3, hvis slutresultatet skulle kunne anses for godkendt.

Hastighedsprøverne var meget udfordrende i det Midtjyske terræn, og det lykkedes for Heino Mejer og Bo Mølgaard at holde fokus, så de kunne bevæge sig op igennem feltet, og slutte på en generel 6. plads. Den placering betyder at de ligger solidt på en 3. plads i Autoplus Dansk Super Rally, kun overgået at Ib Kragh / Freddy Pedersen i Citroén DS3 R5, og Rasmus Sørensen / Heidi Knudsen i Peugeot 208 R2.

Slutplaceringen betød samtidigt for Heino Mejer / Bo Mølgaard, at de inden sidste afdeling af både Autoplus Dansk Super Rally og Mini Rally Syd mesterskabet ligger solidt placeret på en 1. plads i DM rally i den historiske klasse, samt allerede har vundet det historiske Mini Rally Syd mesterskab.

For teamets andet mandskab, Kurt Mejer og Steen Bøgelund, flaskede Rally Midtjylland sig helt efter teamets forventninger. De slutter løbet på en generel placering som nr. 32, hvilket resulterer i en 2. plads i den historiske klasse over 2.000 ccm., samt en 2. plads i den historiske klasse i Mini Rally Syd turneringen


Kurt Mejer, Horsens og Steen Bøgelund, Vejle ligger efter Rally Midtjylland på en 2. plads i kampen om det danske mesterskab for historiske biler over 2.000ccm
(Foto: Rallypics.dk)

I det samlede regnskab efter 5. afdeling af DM, ligger Kurt Mejer og Steen Bøgelund placeret som nr. 3 i det historiske mesterskab. I Mini Rally Syd mesterskabet indtager de 2. pladsen i den historiske klasse, efter de første 3 kørt afdelinger.

Næste udfordringer for Rally Team Mejer er lørdag den 27. oktober, hvor 6. afdeling af Autoplus Dansk Super Rally, DM og 4. afdeling af Mini Rally Syd mesterskabet køres på Als.

/ Rally Team Mejer

Rallypics.dk
Viggo Johansen


Læs mere om:
  • 08/09/18 - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde