1600 Challenge   05/09/18

Masser af overhalinger for Rømer
Oliver Rømer fik virkelig øvet overhalinger i forbindelse med Night Race 2018 på Padborg Park.
Den 6. afdeling af Yokohama 1600 Challenge blev kørt på banen nær den dansk-tyske grænse.

Det var i alt 5. gang at teamet fra Stege var på banen, da det også var her at banelicensen kom i hus tidligere på året, inden en testdag blev kørt forud for sæsonen, efterfulgt at to løbsweekender.

Løbsdagen blev startet med 10 minutters træning, hvor Oliver lagde ud for fuld damp, og kørte 6. hurtigste tid af alle.


(Foto: JJ Media)

Efter få minutters pause skulle der køres kvalifikation på 20 minutter. Selv om den hvide Peugeot 207 med nummer 31 i sideruden kørte 0,3 sekund hurtigere i kvalen, havde modstander dog også gasset op.

Så det rakte til 11. startposition i det 20 bils store felt.

Tidsplanen hos Night Race var meget kompakt, da alt skulle afvikles på blot en dag.

Derfor var der heller ikke meget tid tilbage i teltet, hvor der dog blev lavet nogle småjusteringer på bilens opsætning inden Oliver trillede til heatstart klokken 16.15.

Der var som altid masser af kampe i midterfeltet, hvor der blev forsøgt overhalinger indenom og udenom – mens Oliver selv prøvede at komme længere frem i feltet.

Men det kolde overblik blev bevaret, og bilen kom med over målstregen, efter 14 omgange lige omkring top 10.


(Foto: JJ Media)

Under en af kampene var Oliver desværre på vej indenom en anden bil, netop da han passerede et gult flag ude på banen. Gult flag betyder overhaling forbudt, og han opdagede selv fejlen, og faldt tilbage bag den anden kører igen. Det mente dommerne dog ikke var nok, så det endte desværre med en udelukkelse fra heatet.

Det var super ærgerligt, når det ellers havde været et super godt heat, og endda en 3. plads i Rookieklassementet. Men der var desværre ikke meget andet at gøre end at skrive under på straffen, og så ellers gøre klar til at lave en masse overhalinger i heat 2, med start klokken 18.45.


(Foto: JJ Media)

Fra startplads 20, og med blikket stift rettet mod de 5 røde lamper, blev der ikke tøvet et eneste sekund, da lamperne gik ud.

De første par overhalinger var allerede foretaget inden det første sving, hvorefter de næste 6 konkurrenter også blev overhalet inden det ternede flag kom ud efter godt 15 minutters racerløb.

Farten i heatet var nok til en generel 10. plads og en andenplads blandt Rookiekørerne.


(Foto: JJ Media)

Så alt i alt en flot afslutning på lørdagen, som blev fejret med en pokal på podiet, foran en masse tilskuere.

Nu har teamet en måneds ferie, inden at finalen køres på FDM Jyllandsringen. Holdet har gang på gang bevist farten i bilen, så forhåbentlig kan det blive til to fejlfri løb, til at lukke sæsonen på. Og hvem ved – så er der måske en top 8 som ligger og lurer i horisonten.

Oliver Rømer Motorsport

JJ Media


Læs mere om:
  • Oliver Rømer
  • Padborg Park
  • 01/09/18 - Padborg Park - 1600 Challenge

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk