SuperCup   14/06/18

Succes og kegler for ACD ProRacing
Jakob Borum er for de fleste kendt som en ganske habil racerkører med mange års erfaring. Hvad færre måske er klar over er, at han også er en dygtig keglespiller, og han har tidligere vundet indtil flere klubmesterskaber i AAS i keglespil. Som noget helt nyt er han nu begyndt at kombinere de to egenskaber, men mere om det senere.

I weekenden den 9. – 10. juni var det racerkøreren Jakob Borum der skulle i aktion sammen med sit team ACD ProRacing, og det foregik på Jakobs favoritbane Ring Djursland. Efter gearkasse problemerne ved åbningsløbet, var det tid til revanche, men efter tidtagningen så det svært ud. Jakob klagede over, at bilen manglede kræfter, og efterfølgende viste loggermålingen også, at effekten lå 30 hk under det normale. Under de betingelser var en sjetteplads egentlig OK, og da starten gik til heat 1 lørdag eftermiddag var de 25 af de manglende 30 hk tilbage i stalden. ”Vi fandt et stik til en sensor, der sad løst, og vi formoder, at det var årsagen til de manglende hk, i hvert tilfælde var de tilbage i heat 1.” fortalte Jakob Borum efter heatet. Og at det hjalp at få den manglende power tilbage var der ingen tvivl om. Jakob kørte sig stille og roligt op igennem feltet, og endte de sidste 4-5 omgange med at ligge og presse hårdt på den førende Thue Henriksen i BMW. Jakob var hurtigere end Thue, men Thue forsvarede sin position flot, lavede ingen fejl, og derfor var det ganske enkelt umuligt at komme forbi. Heatet endte dermed med en P2 til Jakob, og dermed var årets første podieplads i hus.


Jakob Borum i Honda Integra i tæt og flot fight med resten af feltet
(Foto: Keld Dohm)

Heat 2 blev kørt tidlig søndag morgen, og som følge af sin andenplads i heat 1 startede Jakob fra syvende position. Med successen fra heat 1 var der forhåbninger om, at Jakob kunne tage endnu en podieplads. Men nu er der det ved Yokohama SuperCup i 2018, at konkurrence er hård og meget lige, hvilket gør det meget vanskeligt at køre sig op igennem feltet. Det lykkedes dog for Jakob at avancere et par enkelte pladser, så han endte heatet på en femteplads. Resultatmæssigt ikke helt tilfredsstillende, men Jakob var alligevel et stort smil da han kom ud af bilen, og det var alle de andre også. De havde simpelthen lige leveret det som mange betegnede som det bedste og mest spændende heat i SuperCup i meget lang tid. Og oven i det så fungerede bilen simpelthen 100 %, så optimismen var så absolut i behold til heat 3.

Heat 3 blev på mange måder anderledes, dels blev det årets første heat i regnvejr, og dels var det her, at Jakob – lettere ufrivilligt – fik demonstreret sine keglespilsevner. På første omgang ligger Jakob og kæmper med Lars Højris, og da de kommer forbi pitten og skal ned mod trapperne mister Jakob stort set al sigtbarhed på grund af spray fra de forankørende biler. Desværre kommer Jakob 20 cm for langt til venstre, og vælter en stribe kegler. Umiddelbart så det ud til, at det kun gav skader på kofangeren, men efter nogle omgange stod det klart, at bilen både lækkede olie og kølervæske. Jakob fik flag for teknisk defekt, og blev således tvunget i pit, hvilket formentlig har reddet motoren fra at tage yderligere skade.


Honda Integraen efter et møde med en stribe kegler. Også Lars Højris fik fornøjelsen af en kegle
(Foto: Keld Dohm)

I den samlede stilling i mesterskabet betyder weekendens resultat, at Jakob rykker fra en placering som nummer 11 til nummer 9. Til det skal det dog siges, at Jakob allerede nu har to heat med 0 point som i sidste ende skal trækkes fra, så målet om at nå en top tre placering i mesterskabet er stadig opnåelig og realistisk.

ACD ProRacing

Keld O. Dohm


Læs mere om:
  • Jakob Borum
  • Ring Djursland
  • 10/06/18 - Ring Djursland - SuperCup

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde