DM Rally   12/06/18

Boisen Motorsport i fjerde afdeling af DM
Lørdag den 9. juni deltog Boisen Motorsport i fjerde afdeling af det danske mesterskab i rally. Denne afdeling fandt sted omkring Kolind på Djursland. En stor del af rallyet blev kørt på grus, hvilket var udfordrende for BMW’en som er bygget til asfalt og kun har træk på baghjulene. Alligevel fik Kim Boisen og Louise Bang Christiansen rigtig god fart i bilen og kørte fra flere firehjulstrækkere.

Udfordrende underlag
Målsætningen for Boisen Motorsport var at køre efter en sejr i klassen og få flest mulige point i kampen om mesterskabet. ”Inden løbet var vi meget spændte på, hvordan vi kunne præstere på de mange kilometer med løst underlag. Vi fik dog hurtigt god fart i bilen og var klart hurtigste bil i klassen. Derudover lykkedes det os at køre fra flere firehjulstrækkere. Det er vi meget tilfredse med” fortæller Kim Boisen.


Kim Boisen og Louise Bang Christiansen i fuld attack på gruset
(Foto: Rally-media.com)

Varmt rally med høje temperaturer i bilen
”Det var en utrolig varm dag at køre rally og temperaturen i bilen var meget høj. På den første prøve ramte vi en kantpæl, hvilket betød at min siderude blev smadret. Dette havde dog den fordel, at der kom lidt frisk luft ind i bilen, når BMW’en kørte sidelæns på grusstykkerne” fortæller co-driver Louise Bang Christiansen smilende.

Ved ankomst til mål havde Kim Boisen og Louise Bang Christiansen kørt sig til en generel 2. plads og en sikker sejr i klassen. Dette var langt over forventning og teamet var meget glad for sin præstation. Efter ankomst til mål blev 14 teams, heriblandt Boisen Motorsport, desværre idømt 5 minutters straf, som betyder, at Boisen Motorsports generelle 2. plads blev vekslet til en 14. plads. Flere teams lagde efterfølgende protest mod tidsstraffen og der er på nuværende tidspunkt ikke kommet afgørelse i sagen.

Boisen Motorsport


Læs mere om:
  • Kim Boisen
  • Louise Bang Christiansen
  • Kolind
  • 09/06/18 - Kolind - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde