Supertourisme   07/05/18

Nymark Racing havde en hård weekend på kontoret
Nymark Racing havde ikke den bedste weekend på Ring Djursland. Tingene ville ikke rigtig gå op i en højere enhed for teamet, og det kunne desværre ses på bundlinjen, da den afkortede løbsweekend sluttede. Der var dog lidt lyspunkter at slutte af med.

Louise Frost havde efter løbene på Padborg fundet nogle ting, som hun skulle arbejde med op til weekenden på Ring Djursland. Det skulle dog vise sig at det mekaniske skulle stoppe nogle af de planer. Allerede under lørdagens træninger fik hun problemer med at få sin gearkasse til at reagere ordentligt. Det var et generelt problem for hende hele lørdagen og betød at hendes kvalifikation blev ødelagt af den drilske gearkasse.

Løsning blev at teamets mekanikere kom på overarbejde og fik pillet gearkassen ud af bilen til et nærmere eftersyn. Der blev skiftet en pakning og ordnet nogle andre småting og det så ud til at det hele var i orden.


(Foto: Motorsporten.dk)

Til søndagens første løb starter Louise Frost i den bagerste del af feltet. Hurtigt viste det sig at gearkassen stadig ikke virkede optimalt. Det lykkedes hende at holde sin placering gennem hele løbet, på trods af problemerne med gearkassen.

I pausen til andet løb udskifter teamets mekanikere nogle af de elektroniske dele på gearkassen. Det skulle senere vise sig at virke, for i weekendens andet løb viste Louise den fart hun havde i bilen og kørte sig fire placeringer frem.

For Lasse Poulsen var det første gang han skulle prøve kræfter med Ring Djursland. Han skulle bruge træningerne til at lære den krævende bane at kende. Som erfaringen med banen blev bedre, begyndte bilens setup at drille Lasse og kvalifikationen går ikke rigtigt som forventet for den unge kører.


(Foto: Motorsporten.dk)

I første løb ser det ikke ud til at det er lykkedes teamet at finde et passende setup til bilen. Det viser sig hurtigt at Lasse ikke har mulighed for at kæmpe sig op i feltet.

Til søndagens andet løb går det bedre, og det ser endelig ud til at man har fundet retningen man skal følge og Lasse kæmper sig tre pladser frem i det hårde felt.

For Kristian Thorsen starter weekenden også med at skulle lære banen at kende. Han skulle også finde sig til rette med et passende setup til Ring Djurslands udfordrende baneforløb.

Det blev også en stejl indlæringskurve for ham og han slutter med et kvalifikationsresultat, der placerer ham i den sidste tredjedel af feltet. Det betyder en startplacering et stykke nede i feltet til weekendens første løb.

Under første løb viser Kristian Thorsen at han er ved at finde ud af hvordan han skal "finde rundt" på Ring Djursland. I første løb får han kørt sig en placering frem i feltet.

I andet løb ser det positivt ud for unge Kristian Thorsen, han får kørt sig tre placeringer frem. Kristian har i weekenden rykket lidt frem i det tætte felt og han slutter meget flot som nummer to i AM klassen.


(Foto: Motorsporten.dk)

Det betyder at der igen er pokal og champagne til Nymark Racing. Og det var en stolt Kristian Thorsen der sluttede weekenden bedre end han havde forventet efter den første træning.

Nymark Racings PRO kører havde også uventede problemer. Frederik Nymark havde valgt at teste en ny strategi i dæktryk. Det skulle vise sig at blive et problem, for dækkene ville noget andet end teamet. Ideen var at ændre dæktrykket så der kom hurtigere varme i dem. Ved kvalifikationen betød det at Frederik lige skulle vænne sig til det nye setup og han sluttede som nummer otte i kvalifikationen.


(Foto: Motorsporten.dk)

Eftersom Frederik Nymark slutter som otter i kvalifikationen, betyder det at han starter det første løb som nummer et. Kort efter start overser han en konkurrent og det betyder at han ryger tilbage på en andenplads. Kampen i toppen er hård og mod slutningen af løbet bliver Frederiks bagdæk for varme og han taber yderligere nogle placeringer, det blev ikke helt det slutresultat teamet havde ønsket.

Andet løb er Frederik oppe som nummer to efter starten, men ved slutningen af løbet bliver han ramt hårdt af en konkurrent og taber igen placeringer. Det var en umulighed at få kørt et godt resultat hjem herefter. Men Frederik Nymark har samlet point til at holde sig på femtepladsen i mesterskabet.

Weekendens finaleløb i Danish Supertourisme kunne ikke nå at blive afviklet, da der forinden under et løb i Legend cuppen, skete en afkørsel som var temmelig alvorlig. Der skulle naturligvis tages hensyn til Legend kørerens sikkerhed og derfor tog det en del tid at få ham ud af bilen. Hvilket betød at finaleløbet blev aflyst, eftersom Ring Djursland skulle overholde reglerne for deres miljø godkendelse.

Næste gang teamet og de fire kørere skal ud og dyste på asfalten, bliver på Rudskogen i Norge den 16. og 17. juni.

Selch


Læs mere om:
  • Frederik Nymark
  • Kristian Thorsen
  • Lasse Poulsen
  • Louise Frost
  • Nymark Racing
  • Ring Djursland
  • 06/05/18 - Ring Djursland - Supertourisme

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde