1600 Challenge   24/04/18

Weekend over alle forventninger for Njor Racing
Det blev en weekend der oversteg alle forventningerne for Mikkel Njor, da han deltog ved første afdeling af Yokohama 1600 Challenge i forbindelse med Padborg Park Open.
Den 19 årige racerkører fra Vejle vendte tilbage til asfaltbanerne efter et par års fravær, og det endda i helt nyt ukendt materiel for holdet.

En Suzuki Swift Sport var blevet indkøbt, hvilket var en klar forbedring i forhold til den bil, som gav debut for Njor Racing tilbage i 2015.

Holdet havde ikke haft mulighed for at teste den inden weekenden, så der var masser af sommerfugle i maven, da han kørte ud til træningen lørdag formiddag.


(Foto: JJ Media)

Da de 20 minutters træning var kørt, hoppede der en kører ud med et kæmpe smil på ansigtet. Bilen føltes meget lettere at køre, og tilmed havde han kørt 8. bedste tid af de 24 kørere, hvilket tegnede rigtig godt for weekendens videre forløb.

Små tre en halv timer senere skulle kvalifikationen køres. Der var blevet justeret lidt på opsætningen på bilen, og så var det ellers med at komme på banen.

Justeringerne gav pote med det samme, og bilen var væsentlig hurtigere end i træningen. Faktisk endte Mikkel med at være over et sekund hurtigere end i træningen, hvilket var en kæmpe forbedring. Det rakte til 10. startposition, hvilket var et rigtig godt udgangspunkt for lørdagens første løb.

Da de 5 røde lamper slukkede, fik Mikkel en rigtig fin start. Han avancerede et par placeringer, og kunne stabilisere sig indenfor top 8. Her blev det til en intens dyst gennem alle 14 omgange, inden at en lettet kører kunne køre over målstregen i 7. position.

Et resultat der oversteg alle forventninger for den unge kører.


(Foto: JJ Media)

Lørdagens resultat betød samtidig at han skulle starte søndagens løb på andenpladsen, da man vender rundt på top 8.

Mikkel fik en fin start, og kunne holde pladsen gennem en stor del af første omgang, inden at han måtte falde ned på 3. pladsen.

De første 3 omgang gik egentlig fint, men på 4. omgang havde han et spin i Big Mag svinget, hvilket kostede en del placeringer. Men han kom hurtigt tilbage i rytmen igen, hvor han så kunne køre en 11. plads hjem.

Lidt skuffende fra anden startposition, men set over hele weekenden, så var det et super resultat, i en bil, som han ikke havde kørt en meter i inden starten på weekenden.


(Foto: JJ Media)

Aktuelt indtager han 9. pladsen i DIF Danmarksmesterskabet, men pointafstandene er så små, at det hurtigt kan blive til et avancement, såfremt resultaterne gentages næste gang.
Nu står den på forberedelse til FDM Jyllandsringen, hvor den anden afdeling af Yokohama 1600 Challenge skal køres om godt to uger.

Her håber Mikkel Njor og Njor Racing at kunne gentage succesen, selv om de godt ved at feltet er hårdt, og den midtjyske bane er noget helt andet end Padborg Park.

Njor Racing

JJ Media


Læs mere om:
  • Mikkel Njor
  • Padborg Park
  • 22/04/18 - Padborg Park - 1600 Challenge

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde