DM Rally   24/04/18

Lodret indlæringskurve for unge rallytalenter
Oliver Saust og Peter Rasmussen tester sig selv til det yderste
De to nittenårige, supertalentfulde rallykørere, Oliver Saust fra Viby på Sjælland og Peter Rasmussen fra Kirke Hyllinge, tager det med at lære at køre stærkt helt alvorligt. For de kører meget stærkt. I en af rallysportens langsomste biler, en Opel ADAM i ren standardudgave med blot 70 hestekræfter, forsøger de indædt at bide skeer med kørere i langt hurtigere biler. Og det gør man ikke ustraffet.

I weekendens Cimbern Rally i Nordtyskland, tællende til danmarksmesterskabet i rally og til Micro Rally Cup for unge rallytalenter, som Saust og Rasmussen har som mål at vinde, satte de en fantasihurtig tid på prøve 1, men på prøve 2 spændte de buen lidt for hårdt:

"Jeg havde en helt udramatisk afkørsel i et sving, hvor jeg kom af vejen og sad fast i noget mudder og grene," fortæller Oliver Saust. "Det kostede os knapt otte minutter at komme op på vejen, men da Peter og jeg kom i gang igen, kørte vi atter goder tider uden at føle, at vi pressede for hårdt," tilføjer Oliver Saust.


På hastighedsprøve 1 kørte Oliver Saust og Peter Rasmussen næsten overnaturligt stærkt i deres Opel ADAM med kun 70 hestekræfter og satte næsthurtigste tid i klassen blandt mange langt kraftigere biler
(Foto: Michael Eisenberg, Intercom)

Codriver Peter Rasmussen har samme oplevelse:
"Det var meget hurtige og udfordrende hastighedsprøver, og vi kørte lige på grænsen på nogle af dem. Ved pausen lagde vi strategien om, for vi kunne ikke vinde, men skulle have bilen med i mål på en tredjeplads, og det lykkedes," siger Peter Rasmussen.


Der manglede flere dele på Oliver Sausts og Peter Rasmussens lille Opel ADAM, da de efter pausen stabiliserede tempoet og kørte sig i mål på en tredjeplads i Micro Rally Cup
(Foto: Michael Eisenberg, Intercom)

Iagttagere kunne under rallyet nyde en Oliver Saust, der bremser meget sent og kører meget tætte linjer i svingene. Uheldet kostede det unge, talentfulde rallyhold næsten syv og trekvart minut, og i mål var de knapt fire minutter efter bedste Micro Rally Cup-hold, så tempoet er der. Næsten fire minutter af tidstabet kørte de ind.

"I næste løb skal vi i mål uden uheld," siger Oliver Saust og Peter Rasmussen med én stemme.


To unge gutter på kun 19 år er på vej frem i dansk rallysport. Vi kommer til at høre meget mere til Peter Rasmussen og Oliver Saust
(Foto: Michael Eisenberg, Intercom)

Og næste rally for det talentfulde hold er tredje afdeling af danmarksmesterskabet og anden afdeling af Micro Rally Cup, som køres på de vestfynske landeveje lørdag den 12. maj.


Michael Eisenberg


Læs mere om:
  • Schleswig
  • 21/04/18 - Schleswig - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde