SportsCar Championship   25/09/17

Sæsonens første sejr til Christina Nielsen efter drama
Er nu meget tæt på at kunne gentage historisk mesterskab
Efter et drama ved næstsidste afdeling af det amerikanske sportsvognsmesterskab IMSA, der blev afviklet på Laguna Seca, Californien, natten til mandag dansk tid, kunne Christina Nielsen og holdkammerat Alessandro køre deres Ferrari 488 GT3 fra Scuderia Corsa over målstregen til sæsonens første sejr i GTD klassen.

Den sidste time af det 2 timer 40 minutter lange løb, blev en lang kamp på sekunder og brændstof og det var først 2 minutter før afslutningen, at løbet endeligt faldt ud til fordel for Christina Nielsen og Alessandro Balzan.


(Foto: Al Arena)

Christina Nielsen startede løbet i Ferrarien fra niende startposition og efter omkring en times kørsel overtog Balzan rattet. Efter sidste runde af pitstop, med 1 time 10 minutter tilbage, lå fire biler fra hhv. Porsche, BMW, Acura og Nielsens Ferrari med en afstand på få sekunder. I den tætte kamp, hvor Nielsen og Balzans Ferrari lå på tredjepladsen, var det ikke til at vide, om der var nogle, der kunne få benzinen til at række til mål, men først måtte BMW i pit fra andenpladsen og med kun to minutter tilbage måtte Porsche i pit fra føring. Acura lettede gassen og også Balzan måtte lette gassen så meget, det var muligt og fik lige akkurat benzinen til at række, inden han til stor jubel for Christina Nielsen, Scuderia Corsa og deres 200 VIP gæster kunne køre bilen over målstregen på førstepladsen.

Med sejren mere end fordoblede Nielsen og Balzan deres føring i mesterskabet, da den værste konkurrent, Bleekemolen i Mercedes, måtte nøjes med en ottendeplads. Forud for sidste afdeling, 10 timers løbet Petit Le Mans, fører de nu med 28 point. Det er tredje år i træk, at Christina Nielsen er med i kampen om GTD mesterskabet ved sidste afdeling og sidste år blev hun historisk, da hun som den første kvinde vandt et stort internationalt sportsvognsmesterskab.


(Foto: Al Arena)

”Det er for vildt. Jeg mangler ord” sagde en jublende glad Christina Nielsen efter sejren. ”Det her viser bare, at intet er afgjort i motorsport før sidste omgang er kørt. Det var alt for spændende, at kigge på. Jeg fik en svær start. På det her tidspunkt af sæsonen er feltet nærmest delt op i to kategorier, dem der passer på og jagter en god placering i mesterskabet og dem der kører aggressivt og kæmper for sejre. Jeg kørte konservativt og fik brændstoffet til at strække så langt som muligt, så vi kunne køre længere og med kortere pitstop. Vi havde tanke for mesterskabet, men med god benzinstrategi, et fantastisk teamarbejde og fantastisk kørsel af Balzan fik vi alligevel bragt os i en situation, så vi kunne vinde løbet. Det var fantastisk og jeg er super glad for, at vi nu kan køre sidste afdeling næsten uden pres for at sikre os mesterskabet”.

Jan Magnussen og Antonio Garcia sluttede på fjerdepladsen i GTLM klassen og fører fortsat mesterskabet i deres klasse.

10 timers løbet Petit Le Mans, der er sidste afdeling af IMSA mesterskabet, afvikles på Road Atlanta lørdag den 7. oktober.

Christina Nielsen Press

Jan Kaiser


Læs mere om:
  • Alessandro Balzan
  • Christina Nielsen
  • Laguna Seca
  • 24/09/17 - Laguna Seca - SportsCar Championship

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk