DM Rally   24/09/17

Tophold tilbage i Danmark
Danmarksmestrene i Rally Jacob Madsen fra Ruds Vedby og Line Lykke Jensen fra Stenløse vandt klassesejr, og Marco Gersager, Rødovre, og Jeannette Kvick, Slagelse, tog den samlede sejr i Opel Corsa Cup, da der i weekenden var løb til danmarksmesterskabet i rally i Roskilde.

Efter en stribe af topplaceringer i udenlandske rallyer stillede Danmarks talentfulde rallyhold Jacob Madsen og Line Lykke Jensen fra Ruds Vedby og Stenløse for første gang i år op i et dansk rally, da starten gik til weekendens FTZ Rally Roskilde tællende til danmarksmesterskabet.


Jacob Madsen og Line Lykke Jensen havde æren af startnummer 1 i deres Opel ADAM R2, som de her vrider rundt i et snævert sving på Roskilde Dyrskueplads. "Der er stor forskel, hver gang jeg går fra min ADAM-cupbil med 140 hestekræfter til ADAM R2 med 200 hestekræfter. R2-bilen kan køres mere aggressivt," siger Jacob Madsen
(Foto: Michael Eisenberg)

I deres Opel ADAM R2 levede de op til alles forventninger ved at tage sejren i deres klasse for tunede biler under 1600 ccm. I generalklassementet, hvor de flere gange har været helt oppe i toppen, selv om deres bil har 100 hestekræfter færre end de allerhurtigste, måtte de denne gang være tilfredse med en sjetteplads af alle deltagere.


Det var første gang i år, at Jacob Madsen og Line Lykke Jensen kørte et rally i Danmark. "Vi brugte løbet som træning til finalen i den tyske ADAC Opel Rallye Cup," sagde de efter sejren i Roskilde
(Foto: Michael Eisenberg)

"Det var sjovt at have start nummer 1, det har jeg aldrig prøvet før. Roskilde er en slags hjemmebane for mig, og der kommer mange, man kender, når jeg kører herhjemme," sagde Jacob Madsen ved målet i domkirkebyen.

"Men vejene gik meget lige ud, og de var ikke så teknisk krævende som i Tyskland," mente codriver Line Lykke Jensen, mens hendes førstekører nikkede bekræftende.

Parret brugte dette løb til at holde formen ved lige, inden det om små fire uger går løs i finalen i ADAC Opel Rallye Cup i det sydtyske 3-Städte Rallye. I denne prestigefyldte cup har Jacob Madsen og Line Lykke Jensen stadig mulighed for at vinde totalsejren, men det kræver, at andre hold har uheld.


Marco Gersager og Jeannette Kvick kørte deres Opel Corsa OPC ind på en overbevisende sejr i Opel Corsa Cup, og samtidig mangler de kun et enkelt point, så er de også mestre i klasse 2 for standardbiler uden motortuning
(Foto: Michael Eisenberg)

I FTZ Rallye Roskilde viste Marco Gersager fra Rødovre og Jeanette Kvick fra Slagelse moden og sikker kørsel, da de ikke blot sikrede sig sejren i Opel Corsa Cup, men også bragte sig i position til at vinde mesterskabet klasse 2 for standardbiler uden motortuning. De behøver blot et enkelt point i finaleløbet om fem uger.


Marco Gersager og Jeannette Kvick festede med deres mekanikere, da sejren i Opel Corsa Cup var i hus
(Foto: Jokum Tord Larsen)

Se alle resultater fra FTZ Rally Roskilde på
www.rallyresult.dk

Opel Danmark


Michael Eisenberg


Læs mere om:
  • Jacob Madsen
  • Jeannette Kvick
  • Line Lykke Jensen
  • Marco Gersager
  • Roskilde
  • 23/09/17 - Roskilde - DM Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde