SuperCup   20/09/17

En weekend næsten uden skrammer for ACD ProRacing
Efter et rigtigt flot Grand Prix tilbage i august måned, var der store forhåbninger om at Jakob igen kunne lave et topresultat på Ring Djursland, og avancere i mesterskabskampen. Sådan skulle det desværre ikke gå. Michael Vesthave Jr. og Niklas Voetmann var simpelthen bare hurtigere i denne weekend, og dermed måtte Jakob køre med om at være tredje bedst.

Her var Jakob oppe mod ikke mindre end tre Seat’er, nemlig Mikael Kildevæld i Seat Leon, og teamkammeraterne Rene Povlsen og Allan Kristensen i Seat Ibiza. I tidtagningen fik Jakob 5. bedste tid, men alligevel kom Jakob til at starte næst sidst til heat 1. Årsagen var, at Jakob fik trykket lidt for hårdt på speederen på vej ud af pitten, og kom til at overskride hastighedsgrænsen med 7 km/t.

Der var dermed noget at arbejde med for Jakob til heat 1. Ret hurtigt viste det sig at Jakob skulle kæmpe med de to Seat Ibiza’er. De tre biler kørte stort set lige op med hinanden, desværre med Jakob som den bagerste af de tre. Jakob kæmpede det bedste han kunne, og han var tæt på, faktisk så tæt på Allan Kristensen, at Allans helt nye bagkofanger fik lidt overfladeridser. Heatet endte med en P5 til Jakob kun godt et sekund fra tredjepladsen.


Jakob Borum kæmpede det bedste han havde lært, men han kunne ikke komme forbi de to Seat’er i heat 1
(Foto: Keld Dohm)

Jakob havde lidt problemer med kølingen af motoren, og det betød, at han indimellem mistede lidt effekt. Lørdag eftermiddag og aften blev problemet dog løst, og samtidig ændrede man lidt på opsætningen af bilen i håb om at finde lidt ekstra fart.

I heat 2 startede Jakob foran de to Seat Ibiza’er, men bagved Mikael Kildevæld i Seat Leon. Igen kunne Michael Vesthave og Niklas Voetmann ikke røres, og Jakob endte med at køre over målstregen på en P4. Dette blev dog konverteret til en tredjeplads, da Mikael Kildevæld blev udelukket for at have kørt med et ikke registreret dæk. Ændringerne man havde lavet om lørdagen havde ikke givet den ønskede effekt, men man valgte dog at køre med samme opsætning til heat 3.


I starten af heat 2 lå Jakob på anden pladsen, men han kunne ikke holde de to mesterskabs førende bag sig
(Foto: Keld Dohm)

Heat 3 blev et heat meget lig de to forrige, og denne gang endte Jakob på en placering mellem de to hvide Seat Ibiza’er, men desværre nede på en femte plads. Resultatet af weekenden blev dermed 52 point til kontoen, og det er ikke nok til at avancere i den samlede stilling.


Det lykkedes ikke for Jakob at avancere i mesterskabet i denne weekend
(Foto: Keld Dohm)

Jakob ligger fortsat P5 i mesterskabet, men med mulighed for at avancere til en fjerdeplads i finaleløbet. Lige nu er der 9 point op til Rene Povlsen på fjerdepladsen, og med lidt held så kan det hentes. Teoretisk set kan Jakob stadig nå tredje pladsen, men det er teori. ”Kan jeg hente Rene Povlsen og tage fjerde pladsen i år, så skal jeg være tilfreds” siger Jakob Borum og fortsætter ”og så må vi se om vi kan finde noget ekstra fart til næste sæson, hvor målet helt klart er at slutte på podiet, og helst øverst”

ACD ProRacing

Honda ProRacing, www.proracing.dk
Keld O. Dohm


Læs mere om:
  • Jakob Borum
  • Ring Djursland
  • 17/09/17 - Ring Djursland - SuperCup

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde