Formel 5   05/09/17

Aftenløb for Pilgaard
Der var nye udfordringer for Casper Pilgaard da den 5. afdeling af Formel 4 mesterskabet blev kørt til Padborg Park Night Race.
Den sønderjyske bane bød for andet år i træk velkommen til formelbilerne, men hvor Casper sidste år skulle køre finaleløbet før klokken 19, var det i år efter solnedgang, at det 3. heat skulle køres.

Men inden da skulle træning, kvalifikation og to andre heats køres.

Pilgaard Motorsport fra Ryomgård og FSP teamet kender efterhånden banen godt, da den 3. afdeling af mesterskabet blev kørt på samme bane, foruden flere testdage også er blevet kørt på samme bane i Mygale M14 F4 bilen.


(Foto: JJ Media)

Det specielle ved denne afdeling af mesterskabet var, at alt skulle afvikles over en dag. Så kvart i to var Casper på banen for første gang i weekenden.

Det blev til en fin start, hvor han fik kørt hele 19 omgange på banen i træningen, hvor den bedste tid var 4. hurtigt af alle.

Målet var at forbedre tiden i kvalifikationen – og det blev den så eftertrykkeligt.

For første gang kom den 19 årige racerkører under et minut på en omgang på den 2,15 kilometer lange bane, og forbedrede tiden fra træningen med næsten et halvt sekund. I det tætte felt lykkedes det lige et par konkurrenter at slå den tid med en brøkdel af et sekund, så det blev til 6. startposition til heat 1.

Men det er heldigvis først i løbene at der uddeles point.


(Foto: JJ Media)

Da starten på heat 1 gik, blev det kun til en omgang, inden at løbet blev afblæst grundet en afkørsel. Derfor skulle alle bilerne tilbage til udgangspunktet i samme rækkefølge igen. Casper skulle med 6. startposition starte på den drilske yderbane, hvilket gjorde at en konkurrent kunne nå at smutte indenom, og holde ham ude på det længere yderspor rundt i sving 1. Det blev derfor til 16 frustrerende omgange, hvor han flere gange var helt oppe på siden af den forankørende, der så fik døren smækket i, i allersidste øjeblik.

Med helt ens biler er det utroligt svært at overhale, så efter et par forsøg, valgte Casper i stedet at køre en sikker pointplacering hjem, og tænke på mesterskabet – især da det var nærmeste mesterskabskonkurrent der kørte lige foran.

Derfor blev første løb afsluttet på en lidt træls, men pointgivende 7. plads.


(Foto: JJ Media)

To timer senere var bilerne tilbage på banen igen. Med startplaceringer efter løbsresultatet fra heat 1 som grundlag for startplaceringer til heat 2, var 7. position derfor igen udgangspunktet.

Efter en fin start, hvor Casper lå hårdt pres på den forankørende, udmøntede det hårde pres sig i en mulighed for en udbremsning, for enden af langsiden.

Den mulighed ville unge Pilgaard ikke lade gå fra sig, og bremsede så sent som han kunne. Det var dog stadig en smule glat på banen efter et tidligere uheld i en anden klasse, hvilket gjorde at Casper ikke kunne nå at stoppe bilen i tide, og endte i det dybe sandfang udenfor banen. En yderst irriteret kører steg ud af bilen, og måtte stå og se til alle konkurrenterne køre rundt ude på banen og snuppe vitale mesterskabspoint.

Der var dog muligheder for revanche i heat 3, hvor startplaceringer var på baggrund af næsthurtigste tid fra kvalifikationen. Dermed skulle Casper Pilgaard starte fra 5. position, og foran nærmeste konkurrent i mesterskabet.

Ydermere havde mørket sænket sig over banen – endda mere end først planlagt, da tidsplanen var små 30 minutter forsinkede. Derfor blev det heller ikke kun til et løb lige efter solnedgang, men til et mørkeløb over de 13 omgange.

Det blev til en rigtig god start for den røde og hvide racer med startnummer 5, og der blev for alvor kæmpet med konkurrenterne. Den sparsomt oplyste bane gav alle kørerne lidt ekstra udfordringer i ramme alle sving perfekt. Det kunne også aflæses i omgangstiderne, hvor den lavere sigtbarhed samt køligere asfalt gjorde at kørerne kørte ca. et halvt sekund langsommere end i dagslys – så værre var det heller ikke.

Efter 13 omgange fuld af nye oplevelser, kunne Casper Pilgaard krydse målstregen som femmer, hvilket var en god afslutning på weekenden.

Nul-resultatet i heat to kostede lidt i mesterskabsstillingen, men Casper indtager en aktuel 6. plads med to weekender tilbage.

Det næste løb for Pilgaard Motorsport og Casper Pilgaard er den 16.-17. september på hjemmebanen, Ring Djursland, blot 20 minutters kørsel fra hjemmet i Ryomgård.

Pilgaard Motorsport

JJ Media


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 02/09/17 - Padborg Park - Formel 5

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde