SportsCar Championship   23/07/17

Jan Magnussen i endnu bedre føring efter Lime Rock
Jan Magnussen og Antonio Garcia sluttede lige udenfor podiet i lørdagens IMSA-løb på Lime Rock Park, men duoen øgede til gengæld føringen i det vigtige GTLM-mesterskab.
Efter syv ud af 11 løb fører Jan Magnussen og Antonio Garcia nu GTLM-mesterskabet i den amerikanske IMSA-serie med syv point. Dét er status efter Corvette-duoen lørdag aften dansk tid sluttede på en fjerdeplads på Lime Rock-banen i Connecticut nord for New York City.

– Igen viste drengene fra Corvette Racing, hvem der er bedste i branchen. Vi var bestemt ikke de hurtigste i dag, men takket være en god strategi og et fantastisk arbejde i pitlane lykkedes det for os at komme i kamp om en podieplacering. Det ville have været godt at slutte i top-tre, men vigtigst af alt sluttede vi før vores to nærmeste konkurrenter i mesterskabet og øger dermed vores føring fra tre til syv point, lyder det fra Jan Magnussen.


(Foto: Richard Prince)

Det var danskeren, som startede løbet fra sjette startposition efter en tæt kvalifikation fredag eftermiddag. Efter 51 minutters kørsel afleverede han den gule Corvette C7.R til Antonio Garcia på en fjerdeplads. I mellemtiden kolliderede teamkammeraten Tommy Milner med en Ford, hvilket sendte søsterbilen ud af kampen.

– Jeg måtte hurtigt erkende, at jeg ikke havde farten til at følge med de andre GTLM-biler. Samtidig var det en udfordring at komme gennem trafikken af GTD-biler, da alle kæmpede for hver en meter derude. Det kostede os noget tid, men vi formåede dog at blive på banen uden at komme i problemer.


(Foto: Richard Prince)

Battle om tredjeplads: Kamp til det sidste
Mod slutningen af det tætte løb lykkedes det Antonio Garcia at tage føringen i GTLM-klassen, og da han returnerede til løbet efter sit sidste pitstop, hvor Corvette-teamet kun fyldte den mængde benzin på, som ingeniørerne have beregnet, var nødvendigt for at gennemføre løbet, var det på en femteplads.


(Foto: Richard Prince)

Femtepladsen blev til en fjerdeplads, da en Ford måtte fortrække til pitlane for at få mere brændstof, og herefter begyndte spanieren at lukke hullet op til den forankørende BMW. Løbets sidste omgange blev således atter en nervepirrende seance, hvor Antonio Garcia lå ganske få meter bag den tyske sportsvogn og flere gange gik i angreb. Dog uden det ønskede resultat.

– Antonio gav den alt, hvad han havde. Han tog de chancer, han skulle, men heller ikke mere. Han vidste, at vi ville slutte foran de biler, som vi kæmper med i mesterskabet, og det var trods alt det vigtigste. Vi er allerede gået i gang med at forberede os til næste løb på Road America om to uger, hvor vi forhåbentlig kan vende tilbage til podiet.


(Foto: Richard Prince)

Jan Magnussen Racing
Magnussen Racing Experience


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Lime Rock
  • 22/07/17 - Lime Rock - SportsCar Championship

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde