SuperCup   17/07/17

Årets oplevelse for Yokohama SuperCup
Lausitzring eller Eurospeedway, som banen rettelig hedder, dannede en fantastisk ramme om fjerde afdeling af Yokohama SuperCup mesterskabet den 14. og 15. juli. Det er ubetinget det største og mest imponerede anlæg klassen nogensinde har kørt på. Banen er omkranset af tribuner, og der er i alt godt 2,5 km tribune med siddepladser, og plads til over 100.000 tilskuere.

Det må dog siges, at tilskuertallet i de to dage var noget begrænset, men det gør ikke anlægget mindre imponerende.


Michael vesthave Jr. fik med lidt held begge heatsejre med hjem fra Tyskland
(Foto: Keld Dohm)

Selve banen er også en rigtig fed og god bane, godt 4,5 km, med flere langsider og flere svære og finurlige svingkombinationer, og det gav udfordringer for både biler og chauffører. Når man dertil lægger, at heats blev kørt med en varighed på 30 min frem for de normale 15 minutter herhjemme, så gav det samtlige deltagere i både Yokohama SuperCup og Yokohama 1600 Challenge sved på panden og smil på læben. Du kan komme med en tur rundt på Lausitzring her (optaget fra Jakob Borums Honda Integra):

Rent sportsligt blev weekenden en stor succes for den førende i klassen, Michael Vesthave Jr., han vandt nemlig begge heat, men det var ikke uden problemer - og lidt held. I heat 1 mistede han allerede koblingen umiddelbart efter start, og han måtte derfor kører på en noget alternativ måde. Når det alligevel lykkedes ham at vinde så skyldes det, at feltets to mest uheldige chauffører i år igen blev ramt af uheld. Niklas Voetmann lå længe til at vinde, men det satte hele to punkteringer en stopper for.


(Foto: Keld Dohm)

Det betød at Jakob Borum, der havde ligget to’er indtil da, kortvarigt kom op og førte, men også han blev endnu engang ramt af uheldige omstændigheder, da en benzinslange hoppede af, og Jakob måtte parkere ude på banen. Det betød så, at den tætte kamp der havde været om fjerde pladsen mellem Tino Vang Jørgensen, Allan Kristensen og Mikael Kildevæld, pludselig blev til en kamp om to podiepladser. Det endte med at Allan Kristensen kunne tage en anden plads og Mikael Kildevæld fik en tredjeplads, mens Tino Vang Jørgensen måtte tage til takke med den ærgerlige 4. plads. Jens Steffensen i Audi A3 døjede gevaldigt med bremserne, men det lykkedes ham at gennemføre heatet, og dermed tage vigtige point til Oldboys konkurrencen. Også Jan Petersen i Honda S2000 døjede med tekniske problemer, og det var en sensor i motoren, der gjorde at han måtte opgive at fuldføre.


(Foto: Keld Dohm)

Til heat 2 havde Michael Vesthave Jr. fået koblingen repareret, og så var der ingen, der kunne røre ham. Han førte fra start til mål, og udvidede forspringet gennem hele heatet ned til nummer 2, Niklas Voetmann. Niklas Voetmann måtte imidlertid kæmpe hårdt for at holde Jakob Borum bag sig. Specielt på de første 4-5 omgange blev han presset, men så lykkedes det at lave et lille hul, og dermed kunne Niklas køre en sikker andenplads hjem foran Jakob Borum på tredjepladsen. Hvis man er lidt nørdet, og gerne vil studere tider og resultater nøje, så kan man finde alle detaljerede data i denne pdf.


(Foto: Keld Dohm)

I den samlede stilling har Michael Vesthave lagt sig solidt i spidsen inden efterårets tre afdelinger, men de næste pladser er meget åbne. Lige nu ser det ud til, at de to næste podiepladser i mesterskabet kommer til at blive en kamp mellem Allan Kristensen, Niklas Voetmann, Mikael Kildevæld og Rene Povlsen, og det bliver højst sandsynligvis først afgjort i den sidste weekend i sæsonen.

Næste gang Yokohama SuperCup skal i aktion bliver til Grand Prix’et på Jyllandsringen den 18. – 20. august.

Yokohama SuperCup, www.supercup.dk
Keld O. Dohm


Læs mere om:
  • Lausitzring
  • 16/07/17 - Lausitzring - SuperCup

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk