Danish Endurance Championship   22/06/17

Hvem er bedst over fire timer?
DEC - Danish Endurance ChampionshipLørdag køres årets tredje afdeling af Danish Endurance Championship
Så mange omgange som muligt og så lidt tid som muligt spildt i pitten med tankning, dækskifte og reparationer. Det er opskriften på succes i Danish Endurance Championship, og det er den opskrift, som alle deltagende hold håber at have fundet de rette ingredienser til, når de klokken 13.05 lørdag triller ind på Padborg Parks asfalt. Over de følgende fire timer gælder det for dem om at tilbagelægge flest omgange på racerbanen nær den dansk-tyske grænse

Holmgaard Racing er de klare forhåndsfavoritter. Med deres Seat Leon har Magnus Holmgaard/Jonas Hegner Rasmussen, Silkeborg/Aalborg, formået at krydse målstregen først i de to afdelinger af Danish Endurance Championship, der er blevet afviklet på de to kuperede baner Ring Djursland og Rudskogen Motorsenter. Men selv om den flade Padborg Park er en helt anden type bane, er de også klar til den udfordring.


I fire timer skal disse fire racerbiler og mange andre kæmpe om at køre flest omgange på Padborg Park
(Foto: Morten Alstrup)

Flere hold kan dog udfordre dem over distancen. Legend Car Co. har i år præsenteret en Ginetta G55, og teamet sluttede sidste lørdag blot fire omgange efter Holmgaard Racing på Rudskogen Motorsenter. Trioen Nicolaj Spiegelhauer/Frederik Vodder/Mikkel C. Henriksen, Greve/Roskilde/Kongens Lyngby, vil gøre et nyt forsøg på at tage teamets første sejr – dels generelt, dels i den hårde A6-klasse, som omfatter sportsvogne og kraftigt modificerede standardbiler.

I den anden ende af hastighedsskalaen finder man N1-klassen for de mere eller mindre utunede standardvogne. Her vandt Syddjurs Racing første afdeling på hjemmebanen Ring Djursland. Team Sørensen Biler vandt seneste runde i Norge, men sammenlagt er det Team Racing IVS, som i kraft af to andenpladser fører mesterskabet. Der er dermed lagt op til en meget spændende kamp i denne klasse.

To hold, som også kan køre med i kampen om de generelle top 3-placeringer, er JXA Racing og Team Top Jensen. Begge starter i SP2-klassen, da de begge anvender specialbyggede racerbiler. For JXA Racing drejer det sig om en åben, tosædet Peugeot Spider, som tidligere har vundet sejre i mesterskabet, mens Team Top Jensen indsætter en ny Mitjet 2L-racer.

Padborg Park

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 24/06/17 - Padborg Park - Danish Endurance Championship

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk