Le Mans   19/06/17

Jan Magnussen efter tredjeplads i 24-timers Le Mans: Enorm skuffelse
Le MansSpændingen var på kogepunktet i de sidste minutter af 24-timers Le Mans, da Jan Magnussens gule Corvette C7.R #63 førte GTE Pro-klassen foran rivalerne fra Aston Martin. Teamkammerat Jordan Taylor styrede kampen, men måtte give op, da en punktering satte bilen ud af spillet.

Aldrig har afslutningen på 24-timers Le Mans været så nervepirrende, som det, der udfoldede sig søndag eftermiddag på den berømte franske racerbane. Efter et suverænt pitstop blev Jan Magnussens teamkammerat Jordan Taylor sendt ud i løbets sidste stint, hvor han straks tog føringen foran en af de to Aston Martin-biler, som hele weekenden havde vist sig stærke.


(Foto: Richard Prince)

Med ofte under ét sekunds afstand fra hinanden kæmpede de to racerbiler en enestående kamp, som fuldstændig stjal opmærksomheden fra løbets andre klasser. Jordan Taylor, som vandt 24-timersløbet for Corvette Racing i 2015 og tog den generelle sejr i både 24 Hours of Daytona og 12 Hours of Sebring i år, var tydeligvis under pres fra den britiske konkurrent, men formåede alligevel at holde den bag sig indtil starten på allersidste omgang. En punktering på højre forhjul gjorde det herefter umuligt at styre bilen videre, og foran millionvis af tilskuere og tv-seere blev det, der lignede en sikker sejr, til en tredjeplads.


(Foto: Richard Prince)

– Det er en virkelig svær én at sluge. Det kommer til at tage tid. Jeg har svært ved at beskrive skuffelsen, og jeg har virkelig ondt af crewet og alle de andre, som endnu en gang har arbejdet så hårdt og gjort det muligt for os at kæmpe med om sejren i verdens største motorløb, lyder det fra Jan Magnussen.

Tæt kamp i 24-timers sprintløb
– Indtil sidste omgang har det været et fantastisk Le Mans. Kampen har været utrolig tæt, og alle teams har været presset til deres yderste. Det føles som om, at vi har været med i et 24 timer langt sprintløb. Vi havde en skidt start, hvor Antonio blev ramt af en punktering tidligt i sit andet stint, hvilket betød, at vi et godt stykke ind i løbet var et pitstop bagud på tiden. Det betød også, at vi ikke fangede de gule slow zones ligesom de andre i Pro-klassen. Vi faldt bare længere og længere tilbage, indtil vi var tilbage på den samme strategi som de andre.


(Foto: Richard Prince)

– Men bilen kørte fantastisk og fejlfrit hele vejen igennem, crewet leverede en suveræn indsats, og både Antonio og Jordan havde nogle imponerende stints derude. Når man tænker på, hvor langt vi var bagud i den første halvdel af løbet, kan vi godt være tilfredse med en tredjeplads. At komme på podiet efter et 24-timers Le Mans er en vild bedrift. Men vi kom for at vinde, og da Jordan kørte ud på sit sidste stint følte vi sgu, at den var hjemme. Sådan er Le Mans.

Det var anden gang, Jan Magnussen, Antonio Garcia og Jordan Taylor sammen kunne træde på podiet efter et 24-timers Le Mans. Næste opgave for Jan Magnussen bliver sekstimersløbet på Watkins Glen-banen i New York den 2. juli.

JAN MAGNUSSEN RACING


Læs mere om:
  • Antonio Garcia
  • Jan Magnussen
  • Corvette Racing
  • Le Mans
  • 18/06/17 - Le Mans - Le Mans

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde