SportsCar Championship   14/06/17

Christina Nielsen vil hjælpe Cystisk Fibrose Foreningen
Racerkøreren Christina Nielsen har besluttet, at hun vil forsøge at hjælpe Cystisk Fibrose Foreningen, dels ved at skabe opmærksomhed på hendes Le Mans racer, men også økonomisk ved salg af hendes nye bog. Cystisk fibrose er en medfødt arvelig, alvorlig og meget behandlingskrævende multiorgansygdom, som skyldes en genfejl.

Der er ingen helbredende behandling for cystisk fibrose. I dag er det kun halvdelen af alle med cystisk fibrose, som bliver mere end 42 år, men der sker hele tiden fremskridt i forskningen og der er håb om, at de nye generationer, der vokser op, lever længere. Der er i Danmark 200 børn og 300 voksne med cystisk fibrose og hvert år har 5-10 personer behov for nyt organ for at overleve.


(Foto: Al Merion Padron)

Udover at være den første og hidtil eneste danske kvinde på Le Mans, er Christina Nielsen også den eneste kvindelige racerkører, der har vundet et stort internationalt sportsvognsmesterskab, da hun sidste år vandt den amerikanske IMSA serie. Christina Nielsen vil forsøge at skabe opmærksomhed omkring den forfærdelige sygdom ved blandt andet at køre med foreningens logo på hendes Ferrari på Le Mans. Samtidig vil Christina hjælpe foreningen økonomisk og en andel af salget fra hendes nye bog "AT TURDE DRØMME OM LE MANS" vil gå til Cystisk Fibrose Foreningen.

Christina Nielsen, der til dagligt bor tæt på hendes racerteam i Los Angeles, USA, har selv sygdommen tæt inde på livet. Hendes fætter Axel har cystisk fibrose. ”Det er en forfærdelig barsk sygdom” fortæller Christina, der har erfaring i velgørenhed fra USA, hvor hun er medlem af Racing For Kids. ”Min fætter skal spise 350 piller om ugen, ligesom han bruger flere timer dagligt på behandlinger. Andre spiser op til 25.000 piller om året, ligesom de bruger rigtig mange timer dagligt på den livsnødvendige behandling og som regel har flere hospitalsindlæggelser om året. Så hvis jeg med min person, kan hjælpe til at skabe opmærksomhed om sygdommen og skaffe penge til Cystisk Fibrose Foreningen, så gør jeg gerne det. Og hvis mine besøg hos børn og voksne med sygdommen, kan give en lille oplevelse i en hård hverdag, så kommer jeg gerne. Fælles for dem alle er, at de kæmper hver dag og håber på, at forskerne finder en løsning, der kan kurere eller stoppe sygdommen”.


(Foto: Bob Chapman)

Der er stor forskel på sygdommens grad og udvikling, der ikke kan forudses af lægerne. På grund af sejt slim er lungerne modtagelige for bakterier, som over tid nedsætter lungefunktionen. I mavetarmsystemet producerer bugspytkirtlen ofte ikke de enzymer, som kroppen behøver for at kunne fordøje maden. Cystisk fibrose kan medføre sukkersyge og give problemer med lever, nyrer og knogler. 150.000 danskere er bærer af cystisk fibrose genet, men det er de færreste der ved det, før de selv får et barn med sygdommen.

”Cystisk fibrose er en alvorlig kronisk multiorgansygdom, som der ikke er så stort kendskab til” fortæller Helle Ousted, Direktør i Cystisk Fibrose Foreningen. ”Det er derfor af meget stor værdi for Cystisk Fibrose Foreningen og alle med cystisk fibrose, at Christina kan være med til at skabe opmærksomhed om sygdommen. Og det er en ekstra bonus, at Christina også er med til at samle penge ind blandt andet ved salget fra hendes nye bog. Vi er selvfølgelig meget stolte af at have en så sej racerkører, og Danmarks første kvindelige Le Mans kører, med til at hjælpe os. Jeg glæder mig meget til, at se foreningens logo på den røde Ferrari til Le Mans”.


(Foto: Bob Chapman)

Christina Nielsen kører i en Ferrari 488 GT3 med startnummer 65 for team Scuderia Corsa på Le Mans. Her er raceren forsynet med Cystisk Fibrose Foreningens logo. 24 timers løbet Le Mans afvikles i weekenden 17.-18. Juni.

Christina Nielsen Racing


Læs mere om:
  • Christina Nielsen

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk