Drag Racing   31/05/17

Padborg Park klar til Danmarks Hurtigste Bil
I pinsen forvandles det sønderjyske anlæg til Danmarks største bilfestival
Når pinsesolen danser over det sønderjyske, vil der være ét sted, hvor der festes til den lyse morgen. Det er på Padborg Park, hvor man for andet år i træk afholder Danmarks største bilfestival. I dagene fra fredag den 2. juni til søndag den 4. juni løber årets udgave af Danmarks Hurtigste Bil nemlig af stablen.

Det bliver en weekend, der bliver fyldt med fest og farver, biler og brøl, når op mod 10.000 mennesker samles om deres fælles begejstring: bilen.

Gennem weekenden skal der afvikles adskillige konkurrencer. På udstillerpladsen skal en streng jury finde frem til Danmarks Flotteste Bil, og her taler vi naturligvis ikke om køretøjer, der lige er hentet fra bilforhandlerens udstillingsvindue. De kan godt have adskillige år på bagen, men ejermændene – eller kvinderne – har shinet dem op, som om de skulle deltage i et afdansningsbal eller en skønhedskonkurrence. Og det sidste er faktisk netop det, Danmarks Flotteste Bil er!


Fuld fart på. Netop accelerationskonkurrencen udgør grundstammen i Danmarks Hurtigste Bil
(Foto: Morten Alstrup)

På Padborg Parks racerbane foregår der lørdag og søndag to andre konkurrencer, hvor det ikke nødvendigvis er skønheden, men hestekræfterne, som er i højsædet.

Den ene konkurrence er grundstammen i arrangementet og det, som Danmarks Hurtigste Bil har været bygget op om siden arrangementets spæde start, nemlig at finde frem til den bil, som er hurtigst. To og to starter deltagerne, og så gælder det om at være bedst til at tilbagelægge 201 meter fra stående start. Det gælder kort og godt om at finde koblingspunktet på det rette tidspunkt og så ellers bare om at få banket speederpedalen i bund.

Den anden konkurrence på Padborg Parks asfalt handler ikke så meget om fart alene, men den spiller alligevel en rolle. Det er driftingkonkurrencen, der er bilsportens svar på kunstskøjteløb. Bagenden på bilen lægges ud, og så driftes der ellers igennem Padborg Parks mange kurver, hvor det gælder om at skabe den største mulige røgfane samtidig med, at bilen drifter med størst mulig vinkel.


Bagenden ud og så ellers størst mulig røgfane. Sådan kommer det til at være under driftingkonkurrencen på Padborg Park
(Foto: Morten Alstrup)

Portene til Padborg Park åbner fredag klokken 12.00, og så er der ellers aktiviteter på området frem til søndag eftermiddag. Såvel fredag som lørdag aften vil der være musikalsk underholdning.

Padborg Park I/S

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 04/06/17 - Padborg Park - Drag Racing

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde